I løbet af de næste 14 dage, vil du her på siden kunne læse krimier fra børn og unge, der deltog på Bornholms Krimiværksted i den første uge af sommerferien. Krimien, vi lægger ud med, er skrevet af Lærke Emmery-Funch. En politikrimi i klassisk stil, der foregår dels på politistationen i Rønne og på Kunstmuseet i Rø. God læselyst!

Lærke Emmery-Funch

Vildspor

 

”Er der noget nyt Høgh?” spurgte Simon Holm, Høghs assistent.

”Nej,” svarede han ”intet nyt som sædvanligt.”

Detektiv Høgh tog en tår af sin kaffe. Det var længe siden, de sidst havde haft en alvorlig sag på politistationen.

”Jeg tror jeg tager hjem,” sagde Høgh. ”Jeg føler mig lidt sløj, og her er der alligevel ikke brug for mig.” sagde han.

”Okay, jeg ringer hvis der sker noget. Vi ses vel i morgen?” spurgte Holm.

”Tjo, det regner jeg med, men nu må vi se hvordan det står til.” sagde han.

Høgh skrabede sine ting sammen og hældte dem ned i sin slidte attachemappe. Han checkede ud og gik ud af døren. Da han kom udenfor, mærkede han den kølige aftenbrise mod sin hud og han indsnusede duften af det regnvåde græs. På trods af, at han ikke havde det så forfærdeligt godt, følte han at han kunne have godt af lidt frisk luft, så han valgte at gå en omvej hjem, ad Zartmannsvej.

                                                                                * 

Nu havde han chancen. Han så Høgh komme tættere på. Han lurede gennem buskens blade og grene, og han tænkte på pengene, på hans bror. Han selv og Høgh var de eneste på den ellers så travle vej, der nu var helt affolket. Han var kun et par meter væk, og det var kun et spørgsmål om få sekunder, før han kunne fuldføre sin plan. 3. 2. 1. Han greb fat i benet på Høgh og trak ham ned. Han slog hans hoved ned mod fliserne på fortovet. Høgh var bevidstløs og blodet strømmede fra hovedbunden. Han satte sig på knæ ved hans side, og begyndte at hælde alkohol i svælget på ham, for at få det til at se ud som om han havde været stærkt beruset, og var faldet. Han trak ham lidt længere til siden, så han var halvt skjult af busken, han selv havde ligget på lur i. Da alle spor var slettet hev han Høghs venstre sko af, og skyndte sig væk.

 

*

 

Holm gik hjemmefra og gik mod stationen. Han havde ikke hørt noget fra Høgh, så han forventede at møde ham på arbejdet. Han nærmede sig den store bygning, og gik ind i politigården. Han åbnede dørene og gik ind i det velkendte rum, og gik videre ind på sit kontor.

Han havde ventet, at Høgh sad i sin stol og sippede af sin kaffe, mens han ordnede papirer som altid, men han tog fejl. I stedet for Høgh stod en mand, som han ikke kendte, og kiggede ud af vinduet. Da manden hørte Holm komme ind, vendte han sig om. Han var en høj mand, lidt højere end Holm selv, med mørkebrunt hår og grønbrune øjne. Han så ud til at være omkring 30 år gammel.

”Goddag,” sagde manden. ”Mit navn er Tom Poulsen.”

”Simon Holm,” sagde Holm og trykkede hans hånd. ”Har du en aftale?” spurgte han.

”Ja det kan man godt sige. Jeg er den nye detektiv. Jeg går ud fra, at det er dig, der er min assistent.” svarede Poulsen.

”Hvad mener du med at du er ’den nye detektiv’? Hvor er Høgh?” spurgte Holm mistroisk.

”Jeg er bange for at Høgh ikke længere kan komme tilbage hertil.” sagde Poulsen sørgmodigt.

”Hvad er der sket?” sagde Holm bekymret og forskrækket.

”Har du virkelig ikke fået besked? Høgh blev fundet død i går aftes på Zartmannsvej. Han havde været skide fuld, om man så må sige.” Poulsen tog sin cappuccino fra vindueskammen og nippede til den. ”Han var formodentlig faldet og havde slået sit hoved på fortovet. Han lå halvt inde i en busk og hans ene sko manglede. Det mærkelige er bare, at hans sko ikke er nogen steder at finde.” sagde han.

”Jamen så ser det ud til at vi skal arbejde sammen,” sagde Holm med en misfornøjet undertone. 

Da det blev frokosttid gik Holm ud i fællesstuen og åbnede køleskabet. Chok.

”Poulsen, jeg tror vi har fundet ud af, hvad der blev af Høghs sko!”

Folk begyndte at myldre ind i lokalet og samle sig tæt rundt om Holm. Inde i køleskabet lå skoen.

”Det her ødelægger vores teori om, at han må have faldet. Dette er enten en eller anden form for syg spøg, eller også er der tale om overlagt mord,” sagde Poulsen. ”Eller begge dele.”

 

De efterfølgende dage var der stor tumult. Papirerne væltede ind, og arbejdstiden blev næsten fordoblet. Siden nyheden om Høgh, og den nye teori om, at der var tale om overlagt mord, havde der været meget mere der skulle gøres. Der blev sat en efterforskning i gang, og der blev påbegyndt en jagt på morderen.

”Har du læst avisen for i dag?” spurgte Holm.

”Nej, er der noget spændende?” svarede Poulsen.

”Spændende er nok ikke lige det ord, jeg ville have brugt, nærmere skandaløst. Der er blevet stjålet adskillige små malerier fra kunstmuseet i Rø. Man ved ikke, hvem der har gjort det, men hovedmistænkte er museumsvagten, Jakob Østergård. Rygtet siger, at han er i pengenød, og der er heller ingen, der har set ham den aften. Det ser ikke så godt ud for ham, perfekt motiv og intet alibi. Personligt tror jeg ikke, han gjorde det. Jeg kendte ham engang. Han er simpelthen for nervøs til at turde at give sig til sådan nogle risikable ting.”

Detektiv Poulsen så rystet ud.

”Museumsvagten siger du,” sagde han med eftertænksom stemme. ”Ja, han har jo nøglen. Det kunne sagtens være ham. Tag din jakke Holm, vi skal aflægge et besøg.”

 

En halv time senere stod de uden for Jakob Østergårds dør og bankede på. Der kom intet svar.

”Hallo?” råbte Poulsen. Han blev ved med at banke på, men ingen kom og åbnede op. Han løftede dørmåtten og fandt en nøgle. Han satte nøglen i låsen og drejede, til det gav et lille ’klik’. De åbnede døren og gik indenfor. Der var mørkt, og de trykkede på lyskontakten. Lyset tændte, og det havde en kunstig gul farve, der gav en følelsen af at gå på en hospitalsgang uden vinduer.

De gik videre, og da de nåede køkkenet blev de mødt af en lugt, næsten som om noget var brændt på og var blevet efterladt på køkkenbordet, men der var pænt ryddet op.

”Hallo?” sagde Poulsen igen. ”Vil De være venlig at komme herud Hr. Østergård?”

De kiggede rundt, for at se om der var spor efter de stjålne kunstværker. Der var kun få ting i det lille hus, og der rodede lidt.

”Det minder mig om min brors hus. Han har heller ikke særlig mange ejendele. Han har stort set ingen penge, så han har ikke råd til at købe nipsting.” sagde Poulsen.

De gik ind i soveværelset, og Jakob lå og sov.

”Goddag Hr. Østergård,” sagde Holm.

Jakob vågnede med et sæt og sprang forskrækket op.

”Hvad fa.. Hvad laver i to her?! Nu har jeg aldrig, jeg ved ikke, hvad det her ligner! Hvad blev der af privatlivet? Kan man nu ikke engang få lov at sove i fred, uden at folk bare braser ind og forstyrrer?” råbte Jakob forarget.

”Det må De meget undskylde, men må vi have lov at stille Dem et par spørgsmål?” spurgte Holm.

”Det ved jeg snart ikke. Jeg føler mig ikke rigtig i humør til at snakke med sådan nogle fredsforstyrrere,” sagde Jakob fornærmet.

Poulsen lagde armene over kors og kiggede strengt på ham.

”Jamen hvis du ikke vil tale ud nu, så er jeg nødt til at anholde dig, og så må vi jo tage det videre til retten og få dig under forhør, hvis det er det der skal til,” sagde Poulsen barskt.

”Nej, nej, det er der ingen grund til. Hvad er det, I vil vide?” sagde Jakob nervøst.

”Hvor var De i går aftes?” spurgte Holm.

”Jeg var her hjemme. Jeg har ikke været uden for huset siden i går eftermiddags,” svarede han.

”Og du var ikke andre steder? Overhovedet ikke? For eksempel … Jeg ved ikke … Kunstmuseet måske?” spurgte Poulsen og lød en smule truende.

”Nej nej, slet ikke! Min vagt sluttede kl. 16:00” forsikrede Jakob.

”Aha ...” sagde Poulsen. Det lød ikke som om han troede meget på ham.

”Var De her alene, Hr. Østergård? Er der slet ingen, der kan bekræfte, at De var her?” spurgte Holm roligt. Holm forholdt sig rolig og prøvede på ikke at lyde beskyldende.

”Nej jeg var her alene. Jeg har ikke en så stor omgangskreds.” sagde Jakob.

”Jamen det var så alt, vi havde Hr.,” sagde Holm ”undskyld forstyrrelsen.”

”Ja, det må jeg nok sige,” sagde Jakob. Han havde genvundet sin anklagende tone. ”Sådan at blive forstyrret midt i sin søvn, for derefter at blive krydsforhørt af politiet. Og så endda i sit eget hus,” sagde han tvært. Poulsen ignorerede det.

”Må jeg låne badeværelset?” spurgte han.

”Ja, ja. Det er lige nede af gangen. Anden dør til venstre.”

Poulsen gik ned af gangen og ind af døren. Der gik cirka to minutter, inden han kom tilbage. Han havde noget i hånden. Det var småt og firkantet. Det lignede … Et maleri.
”Anhold ham.” sagde Poulsen.

”HVAD?!” sagde Jakob.
”Gæt, hvad jeg fandt ude på badeværelset,” sagde han og holdt maleriet op foran dem. ”Kan du genkende det her?” spurgte Poulsen.
”Nej! Jeg har aldrig set det før! Hvad er det?” sagde Jakob nervøst.
”Det er et af de stjålne malerier,” sagde Holm. ”Jeg er bange for, at De er nødt til at følge med os, Hr. Østergård.” sagde han.
”Nej! NEJ! Det er ikke mit! Der er sket en fejltagelse! Det er IKKE MIT!” råbte Jakob.
”Det har du nemlig helt ret i. Det er overhovedet ikke dit. Det tilhører Bornholms Kunstmuseum,” sagde Poulsen strengt.
Holm lagde ham i håndjern og trak ham med.

Den følgende retssag gik vel. Jakob Østergård blev erklæret skyldig i mordet på detektiv Erik Høgh og i kunsttyverierne.

”Nå, jamen så går vi vel på standby igen. En sag opklaret, og så er der ikke mere for os at gøre,” sagde Holm til Poulsen.

”Ja, sådan er det vel,” svarede Poulsen.

I de efterfølgende dage gik det stille og roligt. Holm og Poulsen mødte på kontoret som normalt. Dagene gik stort set med at ordne papirarbejde og drikke kaffe.

 

*

Han listede sig indenfor. Han havde brugt en masse tid derhenne, for at finde ud af hvor overvågningskameraerne sad, hvor alle sikkerhedsforanstaltningerne var, og hvad der var af værdi.
Han kendte efterhånden hver en krog af den store hvide bygning, og han kunne mærke den friske havluft slå sig om ham, mens han sneg sig uden om kameravinklen. Han lirkede låsen op med en bøjet hårnål, og tastede den hemmelige kode til døren. Han havde luret i skyggerne, da vagten havde låst op, og han havde husket koden. Han gik indenfor og stod i den tomme indgangshal.
Han kiggede lidt rundt og gik målrettet mod strømpanelet. Han slog sikkerheden fra og tændte lyset. Han gik rundt i de store rum og kiggede interesseret på de mange kunstværker. Det tredje rum, han kom ind i, var anderledes. Han var kommet ind i et sanserum. De store vægge var malet i forskellige farver. Nogle af dem var meget kraftige, og andre var svage pastelfarver.
Han så en masse abstrakte figurer, både af keramik og malet på store lærreder. Han kunne lugte noget, der mindede om timian, men han kunne ikke identificere, hvor duften kom fra. Luften føltes underligt tung derinde, men alligevel køligt. Han lod fingrene løbe hen over de ru vægge og tog et billede ned fra væggen. Han hørte fodtrin. Hvem i alverden var kommet herind midt om natten? Fodtrinene kom nærmere og nærmere. Han samlede en lille statue op og holdt den klar. Han var i angrebsposition, og han listede stille frem.
”Hvad laver du her? Der er lukket.” sagde en vagt.

*

Han vågnede op under vandet. Han havde forfærdelig ondt i hovedet, og han vidste ikke, hvordan han var havnet her. Nogen holdt fast i ham, men han vidste ikke hvem, kun at han havde pågrebet ham i at stjæle.
Det sidste han huskede var at have gået en runde på museet under sin vagt. Hans eneste opgave var at sørge for, at der ikke kom nogen, men han havde fejlet. Han kunne ikke forstå, hvordan nogen kunne snige sig forbi alle kameraerne og alarmerne. Nu var han fanget i det iskolde vand, og han kunne ikke få luft. Han åbnede øjnene, og det sved på grund af saltet. Før han lukkede øjnene i igen, nåede han lige at se en masse klipper. Han vred sig for at komme op, han manglede ilt. Han blev slap og overgav sig til havets grusomhed.

                                                                                                       

*

Han slap ham og vaskede blodet af hænderne. Han gik op over bakken, og da han nåede toppen, vendte han sig og kiggede ud over de store, grå Helligdomsklipper. Han gik tilbage af den lille sti. Der stod kirsebærtræer og hindbærbuske. Det duftede sødt. Månen kastede et blegt lys på de mange blomster, der fyldte både græs og træer. Da han kom op til museet igen, stod der to drenge og kiggede ind af døren. Han havde glemt at lukke døren efter sig, og lyset stod tændt. Det var sikkert derfor, de var kommet hen og kiggede. De burde vide bedre end at snage i andre folks personlige ærinder. Han listede sig ind på dem og han kunne høre dem snakke sammen.
”Hvem mon er derinde?” sagde den ene dreng.
”Det ved jeg ikke, men der er jo lukket. Skulle vi ikke ringe til politiet?” sagde den anden dreng.
Han samlede en skarp sten op fra jorden.
”Jo, det ville nok være en god idé at ringe til politiet,” sagde han og de to drenge kiggede forskrækket på ham. ”Men det kommer I ikke til at leve længe nok til at kunne.”
Han greb den ene dreng og trak ham ind til sig. Et lille snit var alt, der skulle til, og drengen faldt til jorden, med blodet strømmende fra halsen. Den anden dreng begyndte at løbe så hurtigt han kunne, men han var ikke hurtig nok. Han indhentede ham, og holdt ham fast. Et lille snit til, og så var det ovre. Snit. Han trak drengen med sig og tog også den anden med. Endnu engang gik han hen ad den lille sti, ned ad bakken og over klippen. Drengene var efterhånden helt smurt ind i deres eget og hinandens blod. Han smed dem i vandet og vaskede igen blodet af sine hænder.

*

Da Holm mødte på stationen, gik han direkte ind på kontoret og glemte helt at checke ind.
”Poulsen, har du set nyhederne i går aftes?” spurgte Holm oprevet.
”Nej, er der sket noget?” Han lød bekymret.
”Om der er. Mere kunst er stjålet, en vagt er forsvundet, og to drenge er meldt savnet,” sagde Holm.
”Har de undersøgt området?” spurgte Poulsen, tydeligt forskrækket.
”Nej, det er det, jeg skal fortælle dig. Det er vores opgave,” svarede Holm.
”Jamen så lad os komme afsted!” sagde Poulsen, der tog en tår af sin cappuccino og rejste sig op.

Efter 25 minutters kørsel, nåede de museet.

”Skal vi dele os?” spurgte Holm.

”Ja lad os det,” svarede Poulsen, og begyndte at gå mod den lille skov nær museet.

Holm gik langs en lille sti, der førte ned til Helligdomsklipperne og Den Sorte Gryde. Han betragtede de mange høje træer og store buskadser på vejen hen til den lange trætrappe. Trappens glatte trin knirkede da han langsomt og forsigtigt gik ned ad dem. Han kom ned til de store klipper, og gik mod højre til en træstamme der strakte sig mellem to klipper. Han kravlede op på den og vraltede hen over den, mens han støttede sig til den store klippevæg. Da han var kommet over på den anden side, måtte han igen til at arbejde sig hen over de glatte sten med konstant agtpågivenhed.
Han stod og spejdede ud over vandet og stenene, da han pludselig fik øje på noget. Det lignede kroppe. Han smed trøjen og hoppede i.

*

Han stod på bakken og kiggede ned på ham. Han så ham springe i vandet, og han gik ud fra, at han nu havde fundet ligene. Hans ofre. Han lo indvendig ved tanken om at hans fingeraftryk ville være vasket væk på grund af vandet. Ja, han havde fundet kroppene, men han ville aldrig finde ham. Han ville stå uden et eneste spor. Uden en eneste ledetråd om hvem der havde gjort det, og hvor han skulle lede for at finde dem. Hans tanker gik igen på hans bror. Hvor glad han ville blive når han fandt ud af at han havde skaffet pengene, og skilt sig af med de dumme detektiver. Han gik væk.

*

Holm svømmede, og det isnende vand gav ham kuldegysninger og gåsehud over hele kroppen.
Han kunne næsten nå kroppene, og da han endelig fik fat, vendte han dem om for at se, hvem det var. Og rigtigt nok. Det var den forsvundne vagt, og de to savnede drenge, Emil Carlsen og William Moseberg. Han halede alle tre lig ind til bredden og hev dem op af vandet. Han stønnede af udmattelse. Han kiggede nærmere på ligene. Vagten havde et stort hul i hovedet. Det så ud til at være kommet af at blive slået i hovedet med en stump genstand, men det så ikke ud til at være grunden til død. Han formodede, at morderen havde druknet ham. De to drenge var helt afgjort ikke druknet. De havde begge dybe rifter i pulsåren i halsen. Det kan ikke have taget længe, før de var døde af forblødning.

Holm var løbet op, og fandt Poulsen i udkanten af den lille skov med de mørke træer. Man kunne tydeligt dufte den friske juleagtige lugt af gran, og han skyndte sig hen til ham. Hans fodsåler var ømme og hans ben trætte efter at have løbet op ad bakkerne.

”Poulsen jeg har… fundet… ligene. De ligger.., nede på klipperne. Jeg.. jeg.. fandt dem i vandet,” sagde Holm forpustet. ”Kom med!”

Da de var tilbage på stationen blev de center for opmærksomheden. Alle ville høre detaljerne om, hvordan de fandt ligene og fandt ud af, hvordan de var døde.
”Ja, det er egentlig meget simpelt. Vi gennemsøgte området og fandt ligene i havet ved Helligdomsklipperne. Og Holm her,” han klappede Holm på skulderen ”Ja ,han lagde to og to sammen.” sagde Poulsen stolt.
”Men vent nu lige,” sagde Holm. ”Alt det her må jo betyde, at Jakob Østergård alligevel ikke er den rigtige forbryder! Vi har fængslet den forkerte mand!” Holm rejste sig og stormede ud af døren.

”Jeg skal besøge Jakob Østergård,” sagde Holm til fængselsvagten.
”Har du en aftale?” spurgte han.
Holm svarede ikke, men holdt i stedet sit politiskilt op. Vagten lod ham komme forbi, og førte ham til Jakobs celle.
”Du kalder bare, hvis du har brug for noget.” sagde vagten og gik.
Holm nikkede bare kort til ham, og rettede blikket mod Jakob. Han så sørgelig, nærmest ynkelig, ud, som han sad der klasket sammen op ad væggen, med håret hængende ned over hans ansigt. Holm rømmede sig, og Jakob kiggede op på ham.
”Hvad vil du her?” sagde han. ”Er du kommet for at forhøre mig igen? Tror du ikke du har forstyrret mig nok?” sagde Jakob bittert.
”Næ, jeg kommer faktisk for at løslade dig, men hvis du hellere vil have, at jeg lader dig være i fred, kan jeg da godt gå igen,” svarede Holm utålmodigt.
Jakob kom på benene. ”Nej nej, det var ikke på den måde,” sagde han håbefuldt. ”Har I fanget den rigtige forbryder?” spurgte han interesseret.
”Nej, ikke endnu, men der er foregået mere af samme slags kriminalitet, og vi tvivler på, at du kan have gjort det herinde fra.” svarede Holm med et mislykket forsøg på at være morsom.
Han låste celledøren op, og eskorterede Jakob ud. Da de nåede ud til vagterne, holdt Holm et lille stykke papir op. Det var tilladelsen til at løslade Jakob. Vagten nikkede og lod dem passere.

*

Det var nat, og han gik forbi de hvide vægge, til han nåede døren. Igen lirkede han låsen op, tastede koden og trådte indenfor i hallen. Ligesom sidst gik han hen til panelet, slukkede sikkerheden, tændte lyset og gik videre. Denne gang måtte han være mere forsigtig. Han skyndte sig videre til det næste rum. Han tændte på kontakten og slukkede lyset i hallen. Sådan blev han ved, så han sikrede sig, at der kun var lys i det rum han selv var i. Han havde også husket at lukke døren.
I stedet for at stoppe i sanserummet som sidst, gik han videre gennem det og gennem det næste, og det næste, indtil han stod i et rum, hvor der var en stor udstilling med temaet Christian VII. Han betragtede de store lærreder, de mange motiver og farver, alle menneskene. Hans fingre gled over et stort maleri af Caroline Mathilde. Han tog det af væggen og strøg forsigtigt hånden over den bølgede og glatte ramme.

*

Holm var på vej hen ad den mørklagte plæne, og kiggede op på siden af bygningen. I et af vinduerne kunne han se lys. Lyset var meget tydeligt i den mørke nat, og Holm satte i løb. Han løb og løb. Selvom han gentagne gange vred om i hans iver på at komme derhen hurtigt, lod han sig ikke stoppe. Noget så basalt som en forvredet ankel skulle ikke hindre ham i at stoppe den ukendte forbryder en gang for alle. Han nåede døren, og fandt den lukket, men ulåst. Stille og næsten lydløst åbnede han døren. Han trådte ind og gik med listeskridt over til den næste døråbning. Han tændte sin lomme lygte og gik videre. Han kunne høre nogen pusle ovenpå, og han gik op ad en kort trappe. Som han stod for enden af trappen og kiggede, så han en skygge, og et belyst rum. Han trak sin pistol som han havde med til nødsituationer, og holdt fingeren parat på aftrækkeren. Han listede nærmere, og prøvede at bevæge sig så lydløst som muligt. Han hørte tunge fodtrin forude, og han var musestille. Han nåede til rummet hvor fodtrinene var. I et par sekunder kiggede han på de prægtige malerier fra midt i 1700-tallet, før han sagde: ”Smid alt hvad du har i hænderne og vend dig om!”

Manden vendte sig om, og Holm fik et chok.
Tom Poulsen stod og stirrede tilbage på ham med et vildt blik. Det lod til, at Poulsen var blevet mindst lige så forskrækket over at se Holm, som Holm var over at se ham.
”Hvad laver du her Holm? Skulle du ikke ligge hjemme under dynen og puttesove?” spurgte Poulsen med en psykotisk stemmeføring.
”Jeg kunne spørge dig om det samme Poulsen.” svarede Holm.
”Touché!” sagde Poulsen, og et grumt smil bredte sig over hans læber. Et smil, der ikke nåede ham halvvejs op til øjnene.
”Nå da da. Det ser vidst ud, som om du har taget mig på fersk gerning Holm.” sagde Poulsen og sendte ham et endnu mere vildt blik. ”Jeg havde håbet, det ikke ville komme så vidt som dette.”

Det lød ikke helt sandt hvad han sagde. Det lød nærmere, som om han havde glædet sig til lige dette øjeblik, som et lille barn der glæder sig til jul. Poulsen begyndte langsomt og truende at komme imod Holm. Han rettede sin pistol mod ham, og det fik Poulsen til at stoppe.

”Hvorfor gør du det her Poulsen?” spurgte Holm.
”Hmm.. Lad mig se, lad mig se. Skal vi prøve med for morskabs skyld?” sagde Poulsen sarkastisk. ”Nej, mon ikke jeg bare skulle sige den rigtige grund?” sagde han og så vanvittig ud. ”Nu må du love mig at høre godt efter. Vi skulle jo nødigt spilde vores tid. Jo altså, det hele startede da jeg var syv år. Mine forældre, mine to brødre og jeg, var på campingtur i Rø, da vi hørte en masse larm. Mine brødre og jeg fulgte lyden, og så en mand bryde ind på dette museum. Vi blev skræmt, og løb tilbage til vores forældre og fortalte dem det hele. Vi bad dem selvfølgelig ringe til politiet, men de ville selv se, om det var rigtigt, hvad vi sagde, inden de tilkaldte myndighederne. Da ingen af os kunne være alene ved lejren, tog vi alle med, men min lillebror løb for tæt på. Min mor prøvede at fange ham, men i stedet blev de begge fanget af forbryderen. Min far forsøgte at redde dem, men også han blev fanget. Han råbte til mig og min storebror, at vi skulle løbe. Løbe alt hvad vi kunne. Så det gjorde vi. Senere prøvede vi at finde ham, der stod bag, men uden held. Min bror fik et mentalt sammenbrud og brugte alle sine penge på at afbetale gæld og købe heroin. Grunden til, at jeg stjæler kunst er for at sælge det. Pengene bruger jeg på at betale min egen og min brors husleje, og på at betale for hans afvænningskur,” sagde Poulsen.

 

Holm kunne have svoret at han så et glimt af ægte sorg i Poulsens ansigt, men det lod til at også Poulsen selv havde bemærket det, og skjulte det med det samme.

”Hvad så med alle ligene?” sagde Holm.
”Ja jeg kan jo ikke have at nogen går rundt og kender mine hemmeligheder, så jeg er bange for, at den samme skæbne venter dig!” Hans psykotiske udtryk var tilbage igen, og før Holm kunne nå at reagere, lå han på gulvet med Poulsen oven på sig.
Poulsen havde taget om Holms hals og klemte til. Holm kæmpede for at komme fri. Han kunne lige akkurat pege pistolen i retning af ham, og han trykkede på aftrækkeren. Poulsen gav slip og skreg et vredeshyl af smerte. Han havde ramt ham i armen. Der var ikke tid til at tænke videre over det. I løbet af nul komma fem var Holm på benene og løb alt hvad han kunne mens han tog sig til halsen. Han løb ned ad trapper, gennem gange og korridorer, rundt imellem de mange rum, og prøvede at finde vej ud. Problemet var bare at han blev jagtet, og det var ret svært at finde rundt på et mørkt museum kun med lyset fra en gammel lommelygte.

Han famlede nede i lommen efter sin mobil, så han kunne ringe efter de andre på stationen. Han satte den på højttaler, så ikke han skulle løbe med hånden op til ansigtet for at kunne høre dem. Nu kunne han høre hastige fodtrin der kom nærmere. Endelig kom han igennem til stationen.
”Ja, du taler med Hr. Henriksen.” lød det fra telefonen.
”Benny, det er mig, Simon Holm. Jeg har fundet ud af hvem forbryderen…” og så nåede han ikke længere før han atter blev væltet om kuld af Poulsen. Denne gang var han bevæbnet. Han have smadret en krukke og samlet et af skårene op. Nu prøvede han at stikke Holm.
”Hallo?” lød det fra telefonen.
”Hallo, Holm?” lød det igen.
”Poulsen… Kunstmuseum … Rø ..” nåede Holm at få fremstammet inden han igen måtte kæmpe for sit liv. Han havde tydeligvis hørt det, for han svarede med et ”Vi er på vej.”.

Efter en hård og lang kamp med Poulsen hørte han endelig lyden af sirener udenfor. Det varede ikke længe før han hørte folk nærme sig, og han vidste, at han var reddet.
Et par sekunder efter, der føltes mere som minutter, efter blev han befriet. Han var ikke længere fastklemt under Poulsen, og han så ham blive anholdt. Han blev lagt i håndjern og slæbt med.
Det sidste han nogensinde så til Poulsen var, da han satte sig ind i bilen, og blev kørt væk.