Andreas P.
Olsen
Ilden
”Arghhhhhhhhhh!”
Der var en stærk sprød lugt fra mit
seneste skrigende offer. Men til sidst
kunne han ikke mere. Det var ikke en overraskelse med alt det blod og kød, han
havde mistet.
Der var sludregn, alt var lidt koldt
og klamt, og vinden lavede en spøgelseslignende lyd. Men jeg havde dog stadig
lyst til at ydmyge den nye detektiv.
Først noget blod på væggene, hvor der
stod: ”HAN SKREG!”
Det var mørkt. Jeg havde bare for
stemningens skyld sat nogen fakler op. Jeg skulle have skåret hans ben af til
ulven. Jo! han havde jo sat prikken over i’et med sin hylen i fuldmånens lys.
Så skulle jeg hjem og nyde den nye
ofrings kraft. Jeg kunne ikke sove som sædvanlig. Ofringen havde gjort mig helt
vågen, så jeg besluttede at tage over til mor for at få at vide, om at jeg havde
gjort det godt nok. Så jeg gjorde parat til at tage tilbage til offerstedet,
tilbage til Hammershus.
Jeg vækkede ulven og sagde: ”Så går
vi!”
”Ja ok, men næste gang vil jeg ha
armen,” knurrede ulven.
”Fint, men kom nu”
Så vi gik vi hen til kompas stenen, og
jeg sagde ordene: ”Djævlen er højere end nogen gud”.
Stenen revnede, og en trappe kom til
syne, så vi gik ned af den sorte trappe.
”Jeg vidste, I ville komme.”
Heksen stod ved en stor boblende
gryde. Rummet var fyldt med besværgelser og flagermusevinger og slangegift og
rottehaler og andre ingredienser. Og der var en stor amulet over den lille seng,
og i en glasmontre var der en stav med en stor lilla rubin i toppen.
”Ja, du ved jo alt kære mor,” sagde
jeg.
”Ja, jeg gør.”
Hendes stemme lød som et ekko af en
slanges hvislen.
”Men jeg vil spørge dig, om ofringen
var korrekt?”
”Det var den, men der skal mere til.
For jeg kan ikke ofre selv, så du må ofre for mig.”
”Det vil jeg godt. ”
”Tak kære barn, men jeg vil have den
nye detektivs sjæl. Ikke en tilfældig”
”O.k.”
Så gik vi hjem.
Siden jeg fik de nye kameraer, var
det meget nemmere at finde ud af, hvad vi skulle gøre. NU kunne jeg holde øje
med detektiven.
”Ha!” Han blev så sur, at han
sparkede til en kuffert med beviser! Nu kørte nogen væk med de beviser, han
ikke allerede havde smadret. Og nu skulle vi vente på, at de var helt færdige. De
kunne ikke spore, hvilken gas ilden kom fra, men det var jo, fordi det var
helvedes ild.
’Hej ulv, tænk hvordan vi ville være,
hvis fars sjæl ikke var vendt tilbage fra helvede, men det vil vi nok aldrig få
at vide,’ tænkte jeg. ’Tænk, at en varulv, når den dør deles i sjælen mellem
ulv og menneske. Så du blev til en ulv og jeg et menneske, men nu bør vi få
noget søvn.’
Jeg troede, at jeg skulle lave endnu
en ofring før detektiven. Der var vist en i kommunen, jeg kunne bruge. Så jeg
skulle have hacket kamerarene for at kende hans rutiner.
Wow, det var godt nok en god firewall,
de havde, men ikke for mig.
Okay, lad os se. Lige nu sad han og
arbejdede. Okay, han rejste sig. Han var på vej over efter kaffe, og han satte
sig ned. Hvor var han nu på vej hen? Hov, hvor skal du hen? Han gik ind til
sekretæren, og vent kameraret var slukket. ’Så han har et hemmeligt forhold med
sekretæren. Det kan vi bruge,’ tænkte jeg.
Nu var der gået to timer, så der kom
han endelig. Så gik han ud på toilettet for at tørre læbestift af kinden, lad
os se, han tog jakke på, men hans arbejdstid var ikke slut. Han var på vej ud.
Han gik en tur i skoven, perfekt! Et fantastisk sted at bortføre ham!
”Ja, slap lige af. Du opfører dig som
et barn i en slik butik,” sagde ulven. ”Vi bliver nød til at vente, til
politiet er færdige ved ofringsstedet.”
Ja det var vi. Men endelig havde
politiet fået nok af alle de falske spor. Så de lukkede sagen og forlod
Hammershus. Så kunne vi gå i aktion.
Vi gemte os på hans daglige rute
gennem skoven. Alt var grønt og brunt, man kunne høre fuglene synge. Vi gemte
os i nogle buske godt fem meter fra vejen, hvor han gik. Han gik lige forbi,
jeg fandt en kæp og slog ham ud bagfra. Så puttede jeg ham i bilen og kørte til
Hammershus, om natten selvfølgelig.
Det var tåget, og der var noget
tordenbrummen nogen kilometer væk.
Jeg havde alt klar. Manden var stadig
bevidstløs. Han var blevet bundet til en pæl med fødderne godt en halv meter
over jorden. Jeg havde startet bålet under ham, så der lige var en lille flamme.
Så begyndte han at vågne, han så sig om, han begyndte at råbe efter hjælp:
”HJÆLP! HJÆLP! ER DER NOGEN!”
Så sukkede han.
Jeg begyndte at komme nærmere. Så
hørte han mig: ”HVEM DER?!”
”Ingen andre end din morder HA HA
HA!”
”Hvad? NEJ!”
”Jo, det kan du bande på. Kan du se,
hvad der er under dine fødder?”
”OHH NEJ, JEG VIL IKKE VÆRE ET OFFER!”
”Surt.”
Jeg begyndte at smile, mens jeg smed
de knuste kors over ilden. Til sidst begyndte der at gå ild i hans bukser, og
så tog jeg og hældte benzin på. Og så skreg han endnu højere, så stoppede han
med at skrige. Og begyndte i stedet at bede. Og så døde han. Han lugtede mere
af bacon end af sprødhed. Jeg slukkede ilden og begyndte at skrive på væggen
med blod: ”jeg er blandt jer lige nu.”
Fordi jeg havde en plan om at
beskylde den nye detektiv, så han ville følge nogen spor hen til Hammershus, hvor
han skulle ofres for heksen.
Så skulle jeg plante et hår, som han
havde tabt efter en tidligere efterforskning sådan. Så skulle jeg sætte nogen
af hans sko aftryk med den støvle, jeg havde fået af heksen.
’Sådan, og det er vist det,’ tænkte
jeg. Så skulle vi væk. Så vi holdt øje med dem og så dem blive nysgerrige. Dagen
efter fik jeg at vide, at en detektiv muligvis var morderen. Jeg blev jeg så
glad, at jeg var ved græde. Fordi jeg aldrig havde hjulpet min mor på den måde.
Så jeg gjorde specielt klar til denne
ofring, jeg fandt en platform ved venstre hånd i et af tårnene. Jeg tændte ild
rundt om platformen, og i alle vinduerne, og jeg hængte kors på hovedet, og
plantede en stor sort pæl, som han skulle hænge på.
Så da alt var parat tog vi ud med en
seddel hvor der stod, ”Jeg vil gøre det igen.”
Jeg sneg mig ind i hans hus, mens han
sov, og lagde beskeden. Så smadrede jeg hans rude, så han vågnede. Jeg havde
klippet hans telefonledning, så han fulgte bare efter mig. Han kørte i fuld
fart, som om han var sindssyg efter at fange mig. Jeg steg ud og løb. Og så kom
ulven og overfaldt detektiven. Jeg hade fundet en kæp i mellemtiden. Jeg kom
løbende og slog ham lige i tindingen. Han var bevidstløs og blødte.
Så bandt jeg ham op på pælen. Vi gik
hen til stenen og sagde ”Djævlen er højere end nogen gud”. stenen flækkede, og
en høj sort skikkelse kom til syne. Hun havde en sort hætte på, og sorte dampe
steg fra hendes krop. Hun lo, ikke højt, men ondt. Hun glædede sig. Men hun
virkede lidt, som om hun skjulte noget. Hun var begyndt at gå op ad trappen, vi
begyndte at sige: ”Djævlen er højere end nogen gud! DJÆVLEN ER HØJER END NOGEN
GUD! DJÆVLEN ER HØJERE EN NOGEN GUD!!!”
Så begyndte detektiven at vågne ”Hva…
hvad? Hvor er jeg?”
Så så han heksen, hun satte kniven
for hans strube ”HVEM ER DU!?!”
Mor sagde ikke noget. Hun skar bare
med et hurtigt sving hans hals over. Lige da han døde, steg flammerne op og
omringede os. Detektivens døde krop begyndte at svæve. Så begyndte han at tale
med end dyb stemme ”Du gjorde det godt, min undersåt, og nu har du og dine børn
fortjent jeres løn.”
Jeg forstod ikke, hvad det var, der
skete, men pludselig besvimede jeg og vågnede et sted, hvor alt var i flammer.
Et sted hvor solen lyste mørke.
Så så vi en stor sort vareulv kom hen
til os og omfavnede os, og så forstod jeg det hele. Det her var helvede, jeg
var endt i helvede …
Men jeg er glad her. Min familie er
glad her. Det var den slutning, jeg kunne tænke mig.
Slut.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar