Dagens krimi fra forfatterskolen 2014 på Bornholms Biblioteker hedder Åens kolde vand. Den er skrevet af Anina Linnea Stender Alstrup. En pige ved navn Anna bliver vidne til, at hendes ven falder i vandet og forsvinder. Er det et uheld, eller ...?

Anina Linnea Stender Alstrup

Åens kolde vand

Den dejlige morgenbrise, blandet med fuglesang, spredte sig i hele skoven. Vi var på den årstid, hvor skoven sprang så smukt lysegrøn. Vandet fra åen løb i en rolig strøm, og den kolde luft fyldte vores hoveder.

Men pludselig …

”Kom nu ned derfra, før det går galt, og du falder ned i åen og slår dig!” råbte Anna ”Tag det nu roligt, der sker ikke noget,” svarede Mads meget roligt og selvsikkert. For at drille Anna, kravlede Mads længere ud på grenen, som efterhånden bøjede mere og mere nedad.

”Hey Anna, hjælp, jeg ryger længere ned! Hjælp!” råbte Mads.

”Jeg sagde det jo din klovn,” sagde Anna og løb alt, hvad hun kunne for at nå den hånd, han strakte ud til hende. Men han faldt længere og længere ned og til sidst, som han følte, den blev hængende, hørte han en knæklyd, og han faldt ned i åen. Han slog sig bevidstløs, da hans hoved ramte en sten, og vandet var så koldt, at han ikke kunne holde varmen.

Langsomt flød han hen af åen, langs med strømmen.

Anna sprang i vandet og svømmede, alt hvad hun kunne. Baskede med arme og ben, alt hvad hun havde lært. Hun gled på næsten alle stenene, men hun kunne ikke nå ham. Ligesom strømmen var ved at tage hende, fik hun greb om en gren og hevet sig i land. Anna gav sig til at græde, hun var ude af sig selv, og vidste ikke, hvad hun skulle gøre. Mens hun græd sig selv til vanvid, hørte hun en pusle lyd, og så skyggen af en kappe og en grensaks forsvinde mellem træerne…

Drivvåd løb hun, alt hvad hun kunne. Ud gennem skoven. Tårerne løb ned af kinderne på hende. Hun løb hjem, op på sit værelse og smækkede døren. Hun vidste ikke, hvordan hun skulle sige det til sine forældre. Men hun var jo nødt til det. Mads var faldet i åen og muligvis død. Hun kunne jo ikke bare skjule det.
Hendes mor bankede på og spurgte, hvad der var galt. Hun svarede bare, at hun havde faldet og slået sig. Men hendes mor troede ikke på det.
”Sig det nu Anna, du er helt gennemblødt. Du er ikke bare faldet,” sagde hun og tvang Anna til at sige det.
”Mads er faldet i åen, og jeg ved ikke, hvor han er, og om han er død… Jeg var jo nødt til at prøve at redde ham. Men jeg klarede det ikke.”
Nu løb tårerne ned af hendes kinder og hendes mor afbrød:
”Rolig, hvad siger du, er Mads død?!”
 ”Jeg ved det ikke. Han kravlede op i træet og så knækkede grenen, og han slog hovedet, og jeg prøvede at stoppe ham!” Nu lød Anna helt panikslagen. ”Men jeg så en skygge forsvinde mellem træerne. Så jeg ved jo ikke om den knækkede, eller om der var nogen der klippede den over, personen havde en grensaks i hånden!”
 ”Siger du der var nogen der klippede grenen over som Mads sad på, og så faldt han i åen?” spurgte mor meget undrende.  ”Men Anna, jeg har jo sagt, at I ikke må være ved åen, den er farlig. Der er en meget kraftig strøm her efter vinteren!” Sagde hun meget bestemt, og lidt irriteret.
 ”Jeg ved det godt, men… Jeg sagde jo, han skulle komme ned, men han ville ikke lytte!” svarede Anna helt oprevet.
”Jeg ringer til politiet, og så til Mads forældre,” sagde hun og forsvandt ud af døren, og ned af trappen. Anna kunne høre lyden af tasterne på telefonen og biblyden, der pludselig stoppede, og røret blev taget i den anden ende. Mor lød trist. Man kunne høre den meget sørgelige måde hun snakkede på. Mads’ stedmor græd så højt, at man kunne høre det gennem en dør, ned af en trappe, og gennem telefonen. Men det var forståeligt. Hendes dreng var væk, og måske for altid.
Men alligevel lød det lidt falsk.
Hun kom op ad trappen en halv time senere, og hendes skridt blev tungere og tungere. Langsomt åbnede hun døren og sagde, at politiet var på sagen. Desværre var det ikke nok til at opmuntre hende, men det hjalp lidt. Hun kiggede på sin mor med hundeøjne og var ved at bryde helt sammen.
”Så, så det skal nok gå Anna,” sagde hun så og gav hende et ordentlig kram, og et lille skævt smil.

 

Næste morgen stod Anna op og gik ned til åen. Bare for at sidde og tænke lidt over alting. Den gamle venlige kone ved navn Gerda, der boede i huset ved siden af skoven, og som altid har givet dem saft og småkager, kom ned til åen, for at samle forårsblomster. Hun satte sig ved siden af Anna og spurgte:
”Hvor er din ven henne?” Anna fik stablet et lille smil på benene, men begyndte i stedet at græde.
”Han faldt i åen i går, og han…” fik Anna stammet frem.
”Og så, flød han væk med strømmen…” sagde Anna og var lige ved at bryde sammen.
”Nå, så det er derfor der er blod på stenen?” spurgte Gerda.
 ”Jeg skal hjem nu,” sagde Anna tøvende. Gerda sendte et smil da hun gik.

Lige som Gerda skulle til at rejse sig, hørte hun lyden af skridt nærme sig mellem bladene og den hårde jord. Hun lod som ingenting og smuttede om bag et træ, og gemte sig.

Hun så en dame med langt sort hår, og noget køkkenrulle i hånden. Hun så, at hun satte sig ned på hug, og begyndte at skrubbe på stenen. En gang i mellem dyppede hun papiret i vandet, og skrubbede så på stenen igen. Hun sagde til sig selv, at det virkede meget mistænkeligt. Hun begyndte så at tænke på det, Anna sagde, og at det måske hang sammen. Hun tegnede damens udseende for sig, og huskede hendes lange sorte hår og den mørkeblå kappe. Langsomt listede hun sig op mod huset og et skævt smil bredte sig på hendes ansigt.

Dagen efter kom Anna igen. Denne gang ikke ned til åen, men ind i Gerdas gård, og bankede på døren.

”Jeg er i haven,” råbte Gerda et stykke væk fra husets hovedindgang.
”Nå hej. Anna er det dig, hvad laver du her?” spurgte hun nysgerrigt, men virkede også glad for at få besøg.
”Jeg ville bare sige hej,” svarede Anna med en lidt forsigtig stemme.
”Når ja, nu du er her, skal jeg lige spørge dig om noget,” sagde Gerda.
 ”Kender du en dame med langt sort hår der kunne havde noget med Mads at gøre?” spurgte hun nysgerrigt.
”Ja, det er hans stedmor? Hvorfor?” Spurgte Anna.
”Er du sikker? fordi jeg så at… Nej ikke noget.”
”Jo sig det, Gerda … ”
”Jeg så, at hun tørrede blodet af fra stenen, og at hun havde den kappe på du beskrev.”
”Du tror da ikke, at …”
”Jeg ved det ikke, Anna, men jeg tror det.”  
Anna løb, alt hvad hun kunne ud af haven. Væk fra gårdspladsen, og hele vejen 1,3 kilometer til Mads hus. Hun bankede døren ned, og tårerne blandet med sved løb ned af kinderne på hende.

Endelig blev der åbnet, det var Mads far. Hun prøvede at mase sig forbi ham. Hun skreg op, at hun ville snakke med Mads stedmor, som hun selvfølgelig ikke kunne huske hvad hed.

”Rolig Anna. Hvad sker der, hvad skal du her?” spurgte Mads far meget overraskende. Mads stedmor kom gående ned af trappen i det sekund, hvor Anna kom brasende ind.
”Dig! Hvorfor?” spurgte Anna chokeret og helt oprevet. Denne gang var hun gennemblødt i ansigtet af bare tårer. Klara, som Mads stedmor hedder, sendte Anna det blik, som betyder, hun skulle holde mund.
 ”Det var dig!” Råbte Anna så højt hun overhovedet kunne.”
Mads far trak hende langsomt med udenfor, og satte sig på hug og spurgte:
”Hvad sker der Anna?”
”Din kone har dræbt din søn!” sagde Anna
 ”Kan I ikke se det?”
Da hun var faldet lidt til ro, kiggede hun opgivende på Mads far og sagde: ”Jeg så det selv. Hun klippede grenen, hun grædte falsk, og hun fjernede blodpletten fra stenen. Jeg har altså ret. Hvorfor vil I ikke tro mig?”
”Anna, jeg tror, du skal gå hjem nu.”
Langsomt gik Anna ned ad havegangen med de mest triste øjne nogensinde. Da hun kom hjem, lod hun blikket falde på den store bunke af beskidt tøj, og smed sig i den. En halv time efter kom Annas mor op på hendes værelse og sagde, at Mads far havde ringet. Han sagde: ”Du havde ret. Han, havde fundet grensaksen med blod på, pakket ind i den mørkeblå kappe, det var hende … Jeg skulle sige tak,”

Anna blev næsten glad indeni, og et stort smil bredte sig på hendes læber. ”Kom her!” sagde Annas mor og krammede hende.

 ”Min egen lille detektiv!”