CAROLINE HANSEN
MORDEREN
"Okay, lille
Julie på 9 år med langt blond glat hår," siger Lars. "Fik du skrevet
det ned til Rapporten?"
"Ja!” svarer
Mikkel.
Der lugter lidt
mærkeligt ude hos familien Petersen. Det er en blanding af gammel ost og hvid
choklade. Selvom der lugter lidt, ser der meget pænt ud. Det er en stue fyldt
med moderne ting og en masse ubrugelige ting.
"Hvor så i hende
sidst?" spøger Lars og kniber øjnene sammen, som han altid gør, når han
tænker.
"Ude i haven. Hun gyngede på
gyngerne, og pludselig er hun væk," svarer fru. Petersen.
" Fik du det med?" spørger
Lars.
"Ja!" svarer
Mikkel.
"Hvad har hun på af
tøj?" spørger Lars.
"Hun har en lyserød trøje på
med to hunde og et par lilla cowboy bukser,” svarer hr. Petersen.
"Og så havde hun også et
sommerfuglespænde sat i håret," siger fru Petersen.
"Fik du det med?"
spørger Lars.
"Ja!” svarer Mikkel.
"Okay, hr.
og fru Petersen. Vi ville gøre alt, hvad vi kan for at finde Julie,” siger
Lars. " Mange tak!” siger fru
Petersen.
”Jeg kan ikke lide de mennesker,”
siger Mikkel ude i bilen. De er på vej tilbage til politistationen.
”Du kan ikke lide nogle mennesker,”
siger Lars.
”Det ved jeg. Det
har taget mig år at vænne mig til dig,” siger Mikkel.
Mikkel er en af de
mennesker som har svært ved at knytte venskab.
”Jeg håber ikke, at det her
bliver en sag, som tager flere måneder at opklare,” siger Lars.
”Det håber jeg
heller ikke,” siger Mikkel og kigger ud ad vinduet.
Ude på gaden er der mange mennesker. En gammel
dame med sin hund, som er i gang med at tisse på fortovet. To veninder, der har
købt is og sidder på en bænk og snakker om drenge. En gammel mand sidder og
spiller musik. Han prøver at tjene penge. Der sker så mange ting her i Rønne.
Ude på
politistationen er der også travlt. En mand har stjålet flere mobiltelefoner. Han
sidder til afhøring. Torben, som tager imod opringninger, beder om mere kaffe.
Den næste dag er der
møde. Alle på stationen er kommet. De skal snakke om, hvad de skal undersøge
idag.
”Hvad skal vi i dag?” spøger
Henrik, som er chefen.
”Mig og Pernille
skal ud og undersøge Hasle skole” siger Wagner. ”Der er nogen, der sælger
stoffer til børnene på skolen, det skal vi ud og se lidt nærmere på.”
”Fedt! Interessant.
Er der mere?” spøger Henrik. ”Lars,
Mikkel. Mit ynglings makkerpar! Har i noget nyt til mig?.”
”Ja det har vi. Der
er en lille pige, der er blevet meldt savnet. Vi skal have nogle folk med ud,
så vi kan undersøge området, hvor hun sidst blev set,” siger Lars.
”Fedt, interessant. Du kan tage
en Christian, Oliver, Denis og Trine med,” siger Henrik.
Ude i haven hos
familien Larsen er Lars, Mikkel, Denis og Trine i gang med at undersøge haven
og skoven, som familien Petersen bor lige ved siden af. Christian og Oliver er
i gang med at snakke med nogle af naboerne. Det kunne jo være, at de havde set
noget til Julie. Lars undersøger gyngerne, men der er ingen spor, hverken fra
Julie eller gerningsmanden. Mikkel, Denis og Trine undersøger skoven. De har
taget nogle hunde med. Fru Petersen har givet dem noget tøj, som er Julies, så
hundene kan prøve at snuse sig frem til hende. Men de finder intet. Ingen af
naboerne har set noget. Der er virkelig ingen spor, men Lars opgiver ikke. Han har
aldrig givet op. Aldrig.
Der går dage, uger,
måneder uden at de finder noget spor af Julie. De hænger efterlysningssedler op
i håbet om at nogen genkender hende, men der sker ingenting.
”Det var dog
utroligt! Der er ingen, der har set hende! Der er ingen spor! Jeg tror, jeg er
ved at give op! Jeg har aldrig oplevet noget så forfærdeligt siden
politiskolen! Og du skal ikke spørge! Der er næsten gået fire måneder,” råber
Lars til Mikkel. Han slår knytnæverne ned i bordet af raseri. Han og Mikkel
sidder på et kontor og diskuterer, hvad de skal gøre.
”Undskyld jeg forstyrrer,
men der er kommet en melding om et skelet, man har fundet ved Hammershus” siger
Torben. Han kommer ind med en kop kaffe i hånden.
”Du forstyrrer slet
ikke, Torben! Kom så Mikkel, lad os komme afsted!” siger Lars.
Han har ventet på
dette øjeblik i rigtig lang tid.
Solen skinner ude
ved Hammershus. Der er der allerede kommet tv-folk og filmer til Tv2 Bornholm.
Politi med deres hunde er ude og prøve at snuse sig frem til nogle spor. Lars
kigger på knoglerne som ligger i en bunke. Der mangler en finger på hver af
hænderne. Der er kommet en bule i kraniet, og der ligger blodpletter på
klippeskrænten.
”Min teori er, at hun
blev kastet ned ad skrænten oppe fra tårnet, og så landede hun på nogle af
klipperne og faldt videre ned på jorden,” siger Rikke, som er professionel, når det
gælder lig. ”Hun har nok ligget her i en måneds tid.”
”Men det er hende Julie. Er det
ikke?” spørger Lars.
”Jo det ville jeg mene. Knoglerne
svarer til en 9 årig,” svarer Rikke.
”Se, hvad vi har fundet” siger
Mikkel og rækker Lars noget.
”Det er sommerfuglespændet, hun
havde i håret,” siger Lars.
”Jeg giver forældrene besked,” siger Mikkel.
Hr. og Fru. Petersen
er meget ulykkelig. De holder en begravelse ikke så lang tid, efter at der blev
fundet knogler ved Hammershus. Nu er alt normalt igen, bortset fra en lille
ting...
”Okay, lille Matilde på 9 år med
kort brunt krøllet hår,” siger Lars.
"Fik du skrevet det ned til
Rapporten?.”
"Ja!” svarer Mikkel.
"Hvor så i hende sidst?” spøger Lars og kniber øjnene sammen.
"Ude på vejen. Hun tegnede
med kridt, og pludselig er hun væk,” sagde hr. Frederiksen
" Fik du det med?” spørger Lars.
"Ja!” svarer Mikkel.
"Hvad har hun på af tøj?” spørger Lars.
"Hun har en blå top på med
små lilla blomster og et par shorts, som er grå” siger hr. Frederiksen.
Og så havde hun også
regnbuefarvede sko på,” siger hr. Frederiksen.
"Fik du det med?” spørger Lars.
"Ja!” svarer Mikkel.
"Okay hr. Frederiksen. Vi
ville gøre alt, hvad vi kan for at finde Matilde,” siger Lars.
" Mange tak!” siger hr. Fredriksen. ”Efter at min Kone døde,
har jeg være virkelig ulykkelig. Jeg kan heller ikke klare hvis min datter også
dør.”
Nu må politiet i
gang igen. De undersøger hele gaden, hvor Matilde og hendes far bor. Reportere
fra Tv filmer hele politiets arbejde. Historien om at endnu en lille pige er
blevet væk, bliver sendt til hele Europa. Alle familier er virkelig bekymrede.
For hvad nu, hvis deres lille pige bliver den næste der bliver bortført.
Politiet afhører alle på gaden, og politi hunde prøver at snuse sig frem til
hende, men igen er der ingen spor af den lille pige.
”Gerningsmanden gør
et ret godt arbejde. Jeg mener, der var ingen spor af Julie, og der er heller
ingen spor af Matilde,” siger Lars til Mikkel.
”Lars! Vi har fundet en af
Matildes sko,” siger Trine, som kommer
løbende.
”Hvor har i fundet den?” spørger Lars.
”Ved marken. Man kunne tydeligt
se skoen på grund af farven,” svarer
Trine.
”Godt arbejde Trine.
Jeg ville have den sko undersøgt. Det kunne jo være at der var fingeraftryk på
den,” siger Lars.
Flere måneder er
nu gået, og der er intet spor af gerningsmanden. Politiet lægger alt kraft i at
prøve og finde lille Matilde, men der er intet spor af den lille pige heller.
Lars er ved og blive sindssyg igen.
Han kan ikke klare,
når der går så lang tid med at opklare en sag. Sagen er blevet sendt ud til
Sverige. Gerningsmanden kunne jo ha´ rejst ud af landet med Matilde. Hr.
Frederiksen er også meget bekymret. Han kan ikke spise, og han kan ikke sove.
Alt håb er næsten væk.
Indtil en dag, hvor alt lyser op igen.
”Undskyld, jeg forstyrrer igen,
men man har fundet endnu et skelet, nede ved Svartingedalen” siger
Torben, som kommer ind med en kop
kaffe i hånden.
”Du forstyrre slet ikke Torben,” siger Lars og løber ud af døren og videre ud i
bilen.
Ude ved
Svartingedalen er det en dejlig solskins dag. Fuglene kvidrer og man kan lugte
alle de dejlige blomster. Politiet er i gang med at afspærre området. Politi
hunde er i gang med at prøve at finde spor efter gerningsmanden. Rikke, hende
som er ekspert når det gælder lig, er kommet ud og kiggede lidt nærmere på
skelettet.
”Det er utroligt, at ingen har
lagt mærke til et skelet ligge her,” siger Lars.
”Ja det er lidt
mærkeligt, men jeg er sikker på, at det er Matilde. Knoglerne svarer til en ni
årig” siger Rikke. ”Min teori er, at hun
blev kastet ned fra toppen af klippen, men det forklarer ikke, hvorfor hun
mangler to fingre på hver hånd, og så har hun en bule i hovedet, men jeg kan
ikke sige om hun fik den bule før eller efter hun blev kastet her ned.”
”Jeg giver faderen besked,” siger Trine, som lige kom forbi.
Alle på hele
Bornholm er meget rystede over det, der er sket. To lig fundet på under et år.
Hr. Frederiksen holder en begravelse noget tid efter hans lille pige blev
fundet død. Kort tid efter bliver han fundet hængt hjemme hos ham selv. Han var
så ulykkelig. Han kunne ikke bære at miste sin elskede kone og hans elskede
lille pige, så han ville leve videre sammen med dem. Det stod der i brevet han
har efterladt sig.
Nu ser alting helt
normalt ud igen, eller næsten alting...
”Okay, lille Dicte
på 9 år med langt rødt hår” sagde Lars.
"Fik du skrevet det ned til Rapporten?.”
"Ja!” svarer Mikkel.
"Hvor så i hende sidst?” spøger Lars og kniber øjnene sammen, som han
plejer.
"Henne på
legepladsen ved biblioteket. Vi var med hende ned og lege, og mig og min kone
sætter og på en bænk, og Dicte sidder og gynger, og pludselig er hun væk” siger hr. Johnson.
" Fik du det
med?” spørger Lars.
"Ja!” svarer Mikkel.
"Hvad har hun på af tøj?” spørger Lars.
"Hun har en gul trøje på med
en kattekilling og en nederdel, som er blå” siger hr. Johnson.
”Og så havde hun også en lille
dame taske hængene på maven på” siger
fru Johnson.
"Fik du det med?” spørger
Lars.
"Ja!” svarer Mikkel.
"Okay hr.
og fru. Johnson. Vi ville gøre alt hvad vi kan for at finde Dicte,” siger Lars. "Mange tak!” siger fru. Johnson.
Nu må politiet i
gang igen. Solen skinner og fuglene kvidrer. Der er afspærring rundt om
biblioteket. Man kan næsten ikke gå ind og ud af biblioteket. Politi hundene må
også i gang igen. TV2 Bornholm var også kommet. De interviewer nogle af
betjentene. Lars undersøger gyngerne meget grundigt for fingeraftryk, men der
er ingen spor. Nogle betjente er i gang med at afhøre nogle af de familier, der
var der, den dag hun forsvandt.
”Gerningsmanden gør faktisk et
ret så flot arbejde. Han efterlader ingen spor,” siger Lars.
”Denne gang har vi altså ikke
kunnet finde noget,” siger Trine.
”Har I ikke?!” spørger Lars, som ikke kan lide, når han ikke
har noget at gå efter.
”Nej desværre,” svarer
Trine.
Flere måneder er
igen gået uden et eneste spor af gerningsmanden. Politiet lægger alle kræfter i
at prøve at finde lille Dicte, men der er stadig intet spor af den lille pige.
Lars er ved at blive sindssyg igen. Hr. og Fru. Johnson er også meget bekymret.
Lars kan ikke spise, og han kan ikke sove, fordi han har ikke et eneste spor af
den lille pige. Alt håb var næsten væk.
En aften, da Lars
sidder inde på sit kontor, kommer Mikkel ind.
”Sidder du stadig der?” spørger
Mikkel.
”Ja, jeg går sagen igennem med
Dicte en gang til,” svarer Lars.
”Du laver aldrig andet end at
arbejde. Skal vi ikke gå ned efter nogle øl?”
”Fint, men kun
en enkelt øl.”
”Fedt, jeg
venter nede ved bilen.”
De kører ned til
centrum af Rønne. Lars og Mikkel går ind på en bar. De sætter sig hver på en
barstol og bestiller en øl. De hygger sig rigtig meget. Klokken bliver omkring
et om natten, før de forlader baren. Mikkel er lidt fuld. De går ned til
havnen. Der er en masse skibe. Leonora Christina har lige lagt til kaj. Der er
helt mørkt. Der er en stærk lugt af hav og tang.
”Det var da meget hyggeligt ik`?”
spørger Mikkel.
”Jo, det var det.
Det har jeg ikke været med til i lang tid,” svarer Lars. ”Men nu må jeg vist
også se og …”
”Se og hvad?” spørger Mikkel.
”Se der!” siger Lars.
”Hvor?” spørger Mikkel
”Der, ved båden med de to sejl.
Der står en mand med en pige i hænderne” siger Lars.
Man kan ikke se
manden så tydeligt, på grund af mørket. Han står med en lille pige i hænder.
Hun har mistet tre fingre på begge hænder. Han kaster hende ned i vandet. Der
kommer et stort plask. Man kan se, at hun daler langsomt ned i på bunden af
havnen.
”Mikkel, ring til stationen, jeg
tror, vi har vores morder,” siger Lars
og begynder at løbe.
”Stands! Det er
politiet!.”
Lars løber med
lynets hast. Morderen får et chok og begynder at løbe op mod centrum. Lars er
ikke i særlig god form så han er allerede forpustet. Morderen kommer ind i
centrum. Der er ikke særlig mange ude på gaden. Luften er kølig.
”Stands! Det er
politiet!” råber Lars. Morderen løber
ind på gågaden. Han løber ind ved en sidegade og gemmer sig omme bag et hus.
Lars kommer lige efter, men løber lige forbi ham.
Morderen ånder
lettet op. Han kigger tilbage. Lars er væk.
Men så er der
pludselig en, der prikker ham på skulderen.
”Er det mig du leder
efter?” spørger Lars.
Morderen kigger forbavset
på Lars. Politiet kommer, og de kører tilbage på stationen.
”Okay, du hedder altså Alex
Hansen og er 41 år?” spørger Lars.
”Ja!” svarer Alex.
Lars og Henrik , som er chefen,
sidder og afhører Alex.
”Er det dig, som
har myrdet de tre små piger Julie, Matilde og Dicte?” spørger Lars.
”Nej!” svarer Alex.
”Hvordan kan du så
forklare, at du smed Dicte med rødt hår ned i havnen?” spørger Lars.
Alex svarer
ikke.
”Vi kommer ingen vegne,
når han er så stædig. Vi må bare …” siger lars til Henrik, men bliver afbrudt.
”Fint, det var mig,” afbryder
Alex.
”Hvorfor?” spørger Lars
”Fordi ... Min kone
og jeg er lige blevet skilt, og vores lille pige skulle vælge, hvor hun ville
bo, og hun valgte min kone” svarer Alex.
”Så du lod din vrede gå ud over
andre små piger” spørger Lars.
”Ja,” svarer Alex.
”Godt så. Klokken er
02:50 og du er anholdt for mordet på Julie Pedersen, Matilde Frederiksen og
Dicte Johnson,” siger Lars.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar