Sille Harding
Mordet
i Arnager
Hun havde ikke været hjemme i lang tid, men det syntes at
være et godt tidspunkt at komme tilbage. Og det var det.
Hendes navn er Yvonne Jensen, og det her er hendes historie.
Det bankede på døren. Sally
løb hen mod døren. Hun kiggede ud af dørspionen. Da hun så Yvonne på den anden
side, åndede hun lettet op, og da hun åbnede døren, fik hun det største knus.
”Hej, Tante Yvonne!” sagde Sally halvkvalt.
”Hej, min yndlings
niece i hele verden!” Grinede Yvonne.
Sally trak sig væk og kiggede på Yvonne med løftet øjenbryn.
”Hvad vil du have? Du hader mig, du ville aldrig kalde mig
din yndlings niece uden grund?” sagde Sally mistænksomt.
”Hvad, jeg vil da ikke have noget. Jo okay, du skal rejse med
færgen til Tyskland,” sagde Yvonne og viftede med hænderne, som om hun lige
havde givet en gave og ventede på et tegn, om hun kunne lide den. Sally stod
med vidt opspærret øjne og åben mund. ”Hv-Hvad, hvorfor” stammede Sally.
”Hallo, du skal hente min
cola. Suk, jeg fik ikke lige taget noget med da jeg rejste hertil” smilede
Yvonne.
Hun var kommet tilbage til bonholm. Men hun havde ingen
andeles om, hvad der ventede mig.
Så Sally rejste. Hun ville komme hjem senere på dagen, men
indtil videre var Yvonne alene hjemme, så hun valgte at tage på en lille tur
rundt på bonholm. Hun ledte faktisk efter en speciel. En fyr ved navnet
Hercules. Hun fandt ham ikke, så hun tog til sit yndlingssted på Bornholm, Arnager.
Yvonn blev meget
mistænksom, da hun så alle de politifolk, der stod rundt omkring. Hun kendte en
af dem. Hun havde talt med ham, da Sally var blevet væk for et par år siden. Hun
gik hen til ham.
”Politimand Lars, hvad sker der?” spurgte hun bekymret.
Politimand Lars Hansen var en meget alvorlig mand. Han havde
kort brunt hår og en lille smule skægstubbe, og han havde næsten altid sin
uniform på
”Goddag Yvonne, lang tid siden. Jo der har været et mord, og
vi leder efter spor” Sagde Lars meget stift.
”Åh nej da, hvem er blevet myrdet?”
Han spærrede øjnene op ”Ved du det ikke? Jeg er meget ked af
det, frøken Yvonne men den døde er …”
Sally ledte efter en
butik i Tyskland. Der var ikke en butik, der solgte den slags cola, som Yvonne
kunne lide. Til sidst fandt hun en butik, men den var utrolig dyr. Hun købte
den med et suk og gik mod færgen. På vejen hjem kunne hun ikke høre andet end
alle de historier om det der mord i Arnager. De hviskede alle og pegede på
hende. Hun ignorerede det.
Da hun kom hjem, sad Yvonne sammen sunket på sofaen Sally listede
forsigtigt forbi, men Yvonne må have hørt hende, for hun løftede hovedet. Hendes brune hår klæbede til hendes ansigt, og
hendes ansigt var oversvømmet af tårer. Hendes grønne øjne var helt røde og all
hendes makeup var totalt smørret ud. Hun var 63, men jeg tror ikke hun gik op i
det.
”Hvorfor sagde du det ikke,” fik Yvonne ud hulket ”Jeg fik
det kun at vide i går aftes” hviskede hun totalt kold og hård.
”Det gik så god mellem
os … og nu …” Yvonne hulkede mere.
”Yvonne undskyld, men
du er totalt forelsket i min far, men han er ikke kommet sig over min mors død,
og nu er han død, og kunne du måske være lidt mindre selvisk?” skreg Sally.
En lille tåre løb ned af hendes kind.
”Han var mit livs
kærlighed. Kunne du være lidt mere følsom? Hercules, hvorfor ham” sagde Yvonne
nu lidt mere skarpt.
”Hvis politiet ikke kan ordne det, så må vi.”
Sallys stemme var lumsk og udspekuleret. Hendes næsten havblå
øjne lyste op.
Sally var ikke hel slem i udsende, men hun var en model i
klogskab og i at være udspekuleret. Hun havde langt blondt hår med lidt karamel
striber. Hendes øjne var det mest smukke ved hende, de var havblå med et skær
af lilla lavendel. Hun var 12 år.
”Hvad mener du?” spurgte Yvonne.
"Det fortæller jeg i morgen.”
Sally smilede, så drejede hun om på hælen og gik i seng.
Næste dag sad Sally allerede ved morgen bordet.
”Du er sent på den” grinede hun.
Yvonne kiggede op: ”Jeg er på ferie, Jeg kommer ikke for sent,”
sagde hun skarpt. Det var næsten så skarpt, så man kunne mærke det kolde metal
fra en skarp kniv.
”Okay, men hvis vi skal være et makker par, kan vi så ikke
aftale, at du senest står op kl 12:00” smilede Sally.
Yvonne havde munden
vidt åben.
”Hvad, det er jo midt
om natten?”
Yvonne havde en meget alvorlig stemme. Hvilket Sally fandt meget underholdene.
”Vent makker, hvad
mener du?” spurgte Yvonne.
”Yvonne, vi skal opklare mordet” Sally fortrak ikke en minde,
da disse ord kom ud af hendes mund.
Yvonne lo. ”Ha, som om vi kunne det, selv om jeg ville se ret
god ud i den der slags lange detektiv jakker. Hmm … jeg gør det” fortsatte Yvonne
selvsikkert.
De tog med det samme op til Arnager. De listede langsomt hen
til liget, der var ingen, der opdagede dem.
”Hmm, ikke noget usædvanligt,” sagde Yvonne.
Sally smilede bare ”Nå, ikke? Se lige. Der er der noget, der
tyder på, at han blev skudt eller måske blev stukket af en kniv. Men der er kradsemærker og bidemærker, så jeg
skyder på, det var et dyr, men ikke et normalt dyr. Dyret havde sikkert en ejer,
der fik den til at angribe,” sagde Sally selvsikkert. Yvonne stod og gloede på
Sally med et løftet øjenbryn.
”Hmm, det er en god
teori, men jeg har en grund til, at jeg ikke er så skarp. Jeg har ikke fået min
tyske cola,” sagde Yvonne med et kæmpe smil.
”Så lad os tage på min venindes morfars cafe. Den ligger her
lidt længere nede,” sagde Sally.
På vejen mødte de Emilie og Amalie. Sallys bedste venner.
”Sally, vi har ledt
efter dig,” råbte de
”Vi er så kede af det, der er sket. Er du okay?” spurgte
Emilie.
”Ja, vi var så
bekymrede, da vi hørte om mordet,” sagde Amalie. ”Jeg har det fint. Bare rolig,
jeg klarer mig,” sagde Sally overbevisende.
”Hvad skulle det være?”
spurgte manden i caféen. Han var høj og slank. Meget muskulær med sort kruset
hår og blå øjne.
”Bare en donut, og Sally, hvad skal du have?” spurgte Yvonne
”Bare en sandwich,”
sagde Sally ”
En donut og en sandwich, verserskod!” sagde manden bag disken.
”Så jeg hører, at i leder efter morderen på Hercules,” sagde
manden lidt fraværende.
”Det er rigtigt, og vi
er allerede på sporet. Vent, hvorfor spørg du hr?” spurgte Yvonne meget
mistænksom.
”Tante Yvonne, kom nu
jeg er sulten!” skreg Sally fra den anden side af cafeen.
”Ja, jeg kommer!” Hun
gik hen til Sally.
”Den der mand er meget mistænkelig,” sagde Yvonne.
”Nå, ham der, nej ham
løber jeg tit ind i. Han hedder Tom. Han er bare en hel normal dreng,” sagde
Sally med munden fuld af mad.
”Okay, jeg tænker vi deler os. Jeg tager til den der hule
nede ved stranden, du kigger andre steder,” sagde Yvonne meget lederagtigt.
”Javel,” sagde Sally
drillende. Så Yvonne gik ned mod hulen, og Sally blev på cafeen ”Hej Tom!”
sagde Sally.
”Hej Sally. Hey ved du,
om de der politi mænd snart smutter? De er her hele tiden, især ham der
politimand Lars,” sagde Tom.
En åbenbaring bredte sig i Sallys ansigt.
Sally løb med hjertet
op i halsen. Hendes vejrtækning blev tung. Da hun nåede til hulen, var Yvonne
der stadig.
”Yvonne jeg ved, hvem der er morderen” sagde Sally forpustet.
”Hvem er det?” sagde
Yvonne ivrigt
”NÅR DEN LILLE DETETIV
HAR LØST MYSTERIET OM SIN FAR” lød en mørk mande stemme.
”Yvonne det er..” i et var Sally væk.
”Gi mig min niece igen,
dit monster,” sagde Yvonne med rystende stemme.
”JA JA, MEN HVORFOR? DU KAN JO IKKE LIDE HENDE?” grinede den
mørke mande stemme. En mørk skikkelse kom frem.
”Jo, jeg kan. Og hvem
du end er” - Yvonne tænkte sig om - ”er du vel klar på et vædde mål” sagde hun
koldt.
”JA KOM AN. HVAD ER UDFORDRINGEN?” sagde stemmen.
”Hvis jeg kan gætte,
hvem du er, så skal du overgiv dig til mig og min niece,” sagde Yvonne skælvende.
”HA TOP, DU FÅR 2 GÆT”
sagde manden meget skarpt
”Kun 2? Okay, er du f…? Nej l… Nej det er ikke det.”
Yvonne tænkte sige meget om ”Et ord eller et navn kommer op i
mit hoved, så må vi se om det er det rigtige.”
Hun smilede ondt og stort. ”Tom” sagde hun så hånligt.
Den mørke skikkelse
klappede langsomt.
”FLOT YVONNE. DU
GÆTTEDE, HVEM JEG VAR, MEN KAN DU OGÅ GÆTTE, HVAD JEG ER?”
Sally var sluppet løs og var nu henne ved siden af Yvonne.
Med en pistol rettet mod Tom. Hun skød ramte ham i benet. Han fortrak ikke mine.
”Yvonne han er vampyr” sagde Sally meget stille med hård
stemme.
”KORREKT LILLE
MENNESKE, OG JEG DRÆBER, FORDI JEG HAR LYST.” sagde den mørke stemme, nu lidt
mere uhyggelig.
”Du er jo syg,” sagde Yvonne med afsky i stemmen. Den mørke
skikkelse gik til angreb. Det var et blodbad af skrig og smerte, men til sidst var
Sally helt såret og kunne ikke mere.
Da Tom var ved at angribe
Yvonne, stak Yvonne en pæl gennem hjertet på det blodige bæst, og han døde formodentligt.
3 uger sener var der
stor fest for at fejre de to detektiver. Sally var kommet ud fra hospitalet, og
alt var fantastisk.
En mobil ringede.
”Hallo det er Yvonne Jensen,” sagde
Yvonne meget venligt.
”Yvonne vi har brug
for din hjælp er du på” en mand med engelsk accent talte i den anden
ende.
”Selvfølgelig. Jeg er jo
Yvonne Jensen.”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar