Isabel
Mie Rybak
Børn der dræber
Det var en hel normal skoledag. Eller det troede jeg, indtil
jeg så et brev på mit bord. Jeg åbnede brevet og blev vildt forbavset. Hvem
ville skrive sådan noget til mig?
,,Alex! Du Bliver nød til at hjælpe mig! Ingen tror på mig..!
Men jeg ved hvad jeg så! De dræbte ham..! Og jeg bliver den næste, fordi jeg så
det!! Peter er ikke forsvundet på mystisk vis! Nej! Han er blevet myrdet! Jeg
vil gøre ALT for at få din hjælp..!"
Der stod ikke, hvem det var fra. Det var svært at regne ud,
hvem det var, som havde skrevet brevet.
Jeg kender jo ikke rigtig nogen fra min klasse. Jeg er rimelig ny, og er næsten
lige flyttet til Bornholm. Det er bare typisk at min mor gifter sig igen. Det
er hendes fjerde mand! Og vi har flyttet syv gange! Jeg er træt af at flytte skole,
og miste mine venner. Bornholm ligger så langt væk fra alle de steder, mine venner
bor. Og dem i min nye klasse virker ikke særlig søde. Måske er nogen af de
generte søde, men jeg ved det ikke. Pointen er, at jeg har ingen ide om, hvem
det er, som har skrevet brevet. Eller måske var det nok bare de
"seje", som ville lave fis med mig. Kobrabanden, det er det, som de
kalder sig. Emil er deres leder. En stor dum og ond dreng, som tror, at han kan
bestemme det, som han vil.
Der var stadig cirka 10 min tilbage af frikvarteret. Jeg
besluttede mig for at gå hen til Emil.
,,Ha ha," sagde jeg på en måde, så det lød
som om at jeg ikke mente det.
,,Ha ha? Hvad mener du
med "ha ha"?" svarede
Emil og kiggede underligt på mig. Jeg skævede til ham og sagde:
,,Det der brev? Jeg ved, at det var dig, som skrev brevet!
Hvem ville ellers skrive sådan noget?"
Emil begyndte at små
grine.
,,Et brev? Laver du
sjov! Hvorfor skulle jeg gide at skrive et brev til dig?"
Jeg kiggede på Emil's
blonde hår og var helt chokeret over, at det ikke var ham, som havde skrevet
brevet. Så det var faktisk en anden person, som havde skrevet brevet, og måske
var det der stod i brevet sandt. Emil vrissede af mig og sagde.
,,Flyt dig Alex! Jeg har vigtigere ting at lave, end at
snakke med dig!"
Klokken ringede ind. En mand kom ind af døren. Han var vikar
til vores klasselærer. Det er underligt, for vores klasselærer har ikke været
på skolen i nogle dage, og det siges, at han er forsvundet. Så er der jo
selvfølgelig også Peter. Er han forsvundet eller dræbt? Skal jeg tro på brevet?
Vi fik fri, og jeg gik hurtigt hjem. Da jeg kom hjem, smed
jeg overtøj og taske på gulvet. Der hænger et spejl på gangen. Jeg kiggede i
det. Mine lysegrønne øjne matchede mine grønne bukser. Jeg havde en mørke brun
trøje på, den havde næsten den samme farve som mit hår. Min højde er 1.65. Så
jeg er ikke den højeste eller laveste. Jeg er 14 år og alenebarn. Hvilket
egentlig er ret underligt, når min mor har haft så mange kærester, og har været
gift så mange gange.
Dagen gik. Solen gik
ned. Og efter noget tid kom solen op igen. Jeg gjorde mig klar og gik i skole.
Da jeg kom ind i klassen, så jeg et nyt brev på mit bord. Mon det var den samme
person, der havde skrevet brevet fra i går?
Jeg åbnede brevet.
,,Hvis du kan og vil
hjælpe mig, så mød mig på Hammershus slotsruiner i aften. Jeg kan ikke være i
byen, for morderne er efter mig. Og der er læger, som vil indlægge mig på et
hospital for sindssyge! Ingen tror på mig ... Du er mit sidste håb..!"
Så de vil indlægge personen...? Jeg kiggede rundt i
klasseværelset, for at se, hvem der var der, og hvem der ikke var der. Eline og
Nick manglede. Også var der selvfølgelig også Peter... Det var nok Nick, som så
mordet. Hvis det var et mord. For Eline hun er så uskyldig. Det kunne da
umuligt være hende. Men man ved aldrig …
Dagen gik, og det blev
aften. Jeg tog bussen hen til Hammershus. Jeg sagde ikke noget til min mor, for
hun ville alligevel ikke lægge mærke til om jeg var hjemme eller ej. Hun havde
al for travlt med at flirte med sin nye mand. Der var stort set ingen andre i
bussen. Det var mørkt og lidt tåget. Vinden fik det lange græs til at bølge.
Det var ret smukt, det lignede på en måde vandet. Endelig kom jeg til Hammershus.
Jeg gik op ad stien, og gik ind i porten. Der var mure rundt om slotsruinerne,
de var også ødelagte. Der var en lille sø, med nogle store træer rundt om. Jeg
kiggede mig omkring, for at se om jeg kunne finde Nick eller Eline. Men der var
ikke nogen. Jeg gik ind i den største ruinbygning for at se, om der måske var
nogen der.
,,Halloo?"
Råbte jeg, i håb om at finde nogen.
Men ingen svarede.
Hvad regnede jeg med? Det var bare en eller anden, som lavede
fis med mig!
Jeg blev vred! Og sparkede hårdt til en sten! I det samme lød
en lille uskyldig stemme.
,,Undskyld... Men jeg var bange for, at du var en af dem"
Stemmen var bag mig, så jeg vendte mig rundt.
En pige kom frem fra
mørket. Det var Eline. Man kunne se frygten i hendes lyseblå øjne. Hun havde
sort bølget hår, som var langt. Hendes røde fyldige læber var fugtige. Hun gik
rundt i sorte shorts og en hvid t-shirt. På hendes bare ben, var der en masse
sår. Hun var beskidt og slank.
,,Alex.. Du kom faktisk..? Tak! Tusind tak!!"
Hun så helt målløs ud. Man kunne begynde at se lidt håb i
hendes øjne, og ikke kun frygt. Jeg smilede lidt og sagde.
,,Jeg vil gerne hjælpe dig. Men jeg er nødt til at vide noget
mere, om hvad der skete, og hvem der gjorde det."
,,Selvfølgelig! Det var en hel normal aften. Jeg havde ikke
rigtig noget at lave, så jeg besluttede mig for at gå hen til skolen. Jeg gik
ned på den store græsplæne og hen i klubhuset. Da jeg kom lige ude foran
terrassen, så jeg Emil og hans bande sidde der! Emil havde blod på sin kind, og
Peter i sine arme. Peter var gennemtæsket, og blodet dryppede fra hans øjne og
mund! "Løb" Sagde han med en meget svag stemme. Jeg gjorde, som han
sagde. Og løb så hurtigt, jeg kunne! Jeg kiggede ikke tilbage, men kunne høre
noget af det, som de sagde. "Skynd dig! Put så det lig ned i b.." Jeg
hørte ikke det sidste ord. Men hvis du kunne lede på skolen efter liget, ville
det være en stor hjælp! Bare led de steder, der starter med b!"
Kunne det virkelig være sandt? Havde Emil dræbt Peter? Jeg
kiggede med store øjne på Eline.
,,Det skal jeg nok... Men hvorfor vil de tvangsindlægge dig?"
Hun svarede hurtigt tilbage.
,,De tror, at jeg er sindssyg! Jeg fortalte min mor
historien. "Sikke en fantasi du har! Måske skulle du blive
forfatter." Det var det eneste, hun sagde! Jeg opsøgte politiet, men de
troede heller ikke på mig! Min mor tog mig med hen til hospitalet, jeg vidste
ikke, hvad hun ville der. Men så snakkede lægen om, at jeg sagtens kunne få en
psykolog at snakke med, og at de gerne ville indlægge mig. Jeg sagde til dem,
at jeg var nødt til at gå på toilettet. Der stod en vagt uden for døren, så jeg
ikke ville stikke af. Men heldigvis var der et vindue på toilettet! Jeg hoppede
ud ad vinduet og skrev brevet til dig! Bagefter tog jeg bussen til Hammershus.
Hammershus ligger jo langt væk fra Rønne, og Østre Skole. Så de vil nok ikke
lede efter mig her."
Jeg var chokeret. Hvad hvis det var sandt? Det måtte være
forfærdeligt at se et mord, men så når ingen tror på en?! Jeg vidste ikke
rigtig, hvad jeg ville sige til hende. Men jeg prøvede dog at finde på et eller
andet at sige.
,,Jeg, skal nok hjælpe dig, så godt jeg kan."
Det var det, det blev til. Ikke en speciel stor tale eller
noget. Jeg stammede og sagde noget, som jeg nærmest allerede havde sagt.
Pludselig kom det spørgsmål, som jeg havde håbet på, at hun ikke ville spørger
mig om.
,,Tror du på mig?"
Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare. Jeg kunne da ikke
sige "Nej" Eller "Det ved jeg ikke" Jeg ville ikke fjerne
det lille håb, hun havde.
,,Ja, det gør jeg"
Jeg ved ikke, om det var en løgn at sige "ja". Tror
jeg på hende?
Hun virkede gladere, og det virkede, som om at hun følte sig
mere tryg nær mig. Jeg kiggede på mit ur. Det var blevet sent
,,Jeg må nok hellere komme hjem nu, klokken er blevet mange"
Hun kiggede på mig håbefuldt, og smilede.
,,Selvfølgelig. Du ved, hvor du kan finde mig, jeg går ikke
nogen steder. Tak for alt Alex. Mange tak for alt!"
Jeg sagde farvel til hende. Og gik ned til bussen. Månen var
fuld, og bølgerne slog hårdt ind på kysten. Jeg blev ved med at sige til mig
selv: Hvad har du dog rodet dig ind i?
Det blev en ny dag, og jeg skulle i skole igen. Det var
blevet torsdag. Jeg var dødtræt! Jeg kunne slet ikke sove den nat. Men hvem kan
sove, når man kender en, som måske har set et mord, og morderne stadig er på
fri fod, og når det så er en selv som skal fange dem?? Der er totalt kaos i mit
hoved.
Jeg gik hen til skolen, og klokken ringede ind. Da det var
blevet frikvarter, prøvede jeg at finde de steder, der starter med b, og se om
der var et lig. Men steder på en skole som starter med b..? Biblioteket? Ej,
det kan det da ikke være, eller kan det? Jeg må nok hellere tjekke. Jeg gik hen
på biblioteket, men kunne ikke finde noget lig. Det ville da også være
underligt at gemme et lig der. Jeg tænkte mig om. Et andet sted som starter med
b... Det kan da umuligt være i børneklasserne? Jeg tjekkede det alligevel. Men
der var ikke noget. Ikke et eneste spor. Jeg kiggede på boldbanen, og i
boldrummet. Men der var ikke noget som helst. Ingenting. Hvor kunne det så
være? Jeg nåede ikke finde ud af, hvor det ellers kunne være, inden klokken
ringede ind.
Den samme vikar fra i går og i forgårs kom ind. Han kom med
en voldsom nyhed.
,,I kommer desværre ikke til at se jeres dansklærer igen. Han
er blevet tæsket til døde... Jeres lærer er blevet myrdet."
Folk måbede og begyndte at snakke. Men der var også nogen som
bare var ligeglade og sad og pillede negle. Kunne det mord have noget at gøre
med det andet mord? Vikaren begyndte at snakke videre.
,,Politiet undersøger sagen. I skal nok få en ny lærer, men
der går først noget tid."
Da timen var slut, kom det store frikvarter. Den her gang har
jeg mere tid til at undersøge steder. De har nok gemt liget et mørkt sted, hvor
der ikke kommer så mange andre. Og der slog det mig! I bogkælderen!
Selvfølgelig! Hvorfor tænkte jeg dog ikke på det noget før..?! Jeg skyndte mig
ned til bogkælderen. Døren knirkede, da jeg åbnede den. Der var mørkt og ækelt
inde i bogkælderen. Jeg gik der ind. Døren lukkede knirkende, og lyset blev
slugt af mørket. Jeg kunne knap nok se mine egne ben, så mørkt var det. Jeg tog
min hånd ned i min lomme, og fandt min mobil frem. Den var tilfældigvis gået
ind i kontakter. Pludselig så jeg Elines navn. Har jeg hendes nummer? Det anede
jeg slet ikke, at jeg havde? Hvordan i alverden har jeg fået det?
Jeg gik ud af
kontakter, og brugte min mobil, til det, som jeg ville bruge den til fra
starten af. Skærmlyset, lyste ikke så meget, men det var meget bedre end ingenting.
Jeg kunne ikke se noget lig, men de har sikkert også gemt det godt. Der var
edderkoppespind over der hele, og der stank af død rotte. Ikke underligt, at
det er sjældent, at der kommer nogen der ned.
Jeg gik hen til glemmekassen. Det var en stor kiste, hvor der
ligger glemt tøj i. Jeg åbnede den. En stank fløj op i hoved på mig. Det
lugtede af dødt menneske og gamle æg med en rigtig sur ost på..! Men det gav
også mening. For der lå han. Rotter spiste af ham. Stakkels Peter. Så de slog
ham ihjel? Jeg tog to billeder af ham. Det ene billede beholdt jeg, og det
andet billede sendte jeg til Eline. Han
havde blå mærker over det hele, og der var blod, som var størknet på ham.
Hvordan kan man gøre noget så ondt? At slå et menneske ihjel
er grusomt, men så på den måde, som de gjorde det...?
Jeg gik op derfra. Jeg sagde ikke et ord til vikaren eller
nogen andre om liget. Eline vidste det selvfølgelig. Men uden hende ville jeg
slet ikke vide, at han var blevet dræbt! Hvad skulle jeg dog gøre...?
Klokken ringede ind. Der var ikke kommet en lærer endnu. Emil
kom hen til mig og begyndte at prale om sig selv. Jeg var ret ligeglad med alt
det bras, som han sagde. Min mobil vibrerede. Jeg tog den op af lommen, og
kiggede på den besked, som jeg havde fået.
Så du fandt ham!
Tak for at tro på mig!
Emil og hans bande skal
nok få deres
fortjente straf!
- Eline
,,Nå, hvad er så vores fortjente straf?"
Arg noget møg! Han så beskeden! Jeg skyndte at svare med
noget tilfældigt.
,,Evig totur!"
Jeg burde nok ikke havde sagt det... Man kunne se i hans øjne,
at han blev rasende. Han plejede nok ikke at høre den slags. I et kort øjeblik
troede jeg, at han ville tage sine hænder rundt om min hals, og klemme til..!
,,Pas på hvad du siger, svans! Din mor vil nok ikke have, at der
sker noget med dig!"
Han fnisede hånligt af mig, og gik sin vej.
Jeg kom hjem fra skole, og tiden gik. Det blev aften, og jeg
tog bussen til Hammershus igen. Jeg mødte Eline der. Hun var glad for, at jeg
havde fundet Peter.
,,Hvad er det næste, jeg skal gøre nu..? Hvordan skal vi bevise
at det var dem, som gjorde det?"
Jeg vidste ikke, hvad hendes plan var, så det var derfor, at
jeg spurgte hende. Hun tænkte sig om. Og jeg spurgte hende igen om noget.
,,Tror du, at mordet på Peter, kunne hænge sammen med det
andet mord?"
,,Andet mord? Hvem er blevet myrdet??"
,,Vores dansklærer? Vidste du ikke det? Han er også blevet
tæsket til døde."
Hun kiggede forbavset på mig, og sagde.
,,Er vores dansklærer også død..? Det kunne da godt være, at
det hænger sammen. De er jo død på den samme måde."
,, Tjoo... Man ved aldrig. Ved du egentlig, hvorfor de dræbte
Peter?"
Hun tænkte sig lidt om og svarede efter noget tid.
,,Nej, det gør jeg desværre ikke."
,,Jeg vil prøve at snakke med Emil og se, hvordan han reagerer."
Eline kiggede ned på sine fødder og stillede mig et spørgsmål
med en lille stemme.
,,Tror du måske, at næste gang du kommer her, at du så kunne
tage noget mad med..? Jeg har ikke flere penge tilbage, så jeg kan ikke købe
noget i kiosken."
Jeg smilede til hende og sagde
,,Jo selvfølgelig"
Lidt efter noget tid gik jeg igen.
Det var en smuk nat. Stjernerne lyste klart, og månen lagde
et blåt skær over den mørke himmel. Jeg sad i bussen, og kiggede på landskabet.
Der var egentlig meget smukt på Bornholm, med al den natur, og de mange
forskellige udsigter til havet. Når volden er overstået, tror jeg, at jeg godt
kan vænne mig til, at bo her. Jeg har jo alligevel ikke noget valg.
Da jeg kom hjem, lagde jeg mig til at sove. Det var svært i
starten, men til sidst faldt jeg i søvn. Solen vækkede mig, da den kom op. Jeg
gjorde mig klar og gik i skole. Klokken ringede ind, og den samme vikar kom
igen. Han begyndte at snakke om Tysklands historie. Åh det kedede mig så
frygteligt meget! Endelig blev det frikvarter! Jeg ville se, hvordan Emil ville
reagere, hvis jeg spurgte ham om nogle ting om vores dansklærer. Inden jeg gik
hen til ham, tog jeg min mobil frem, og fik den til at optage. Jeg lagde den
ned i lommen igen. Hvis han nu sagde et eller andet, som ville kunne bruges som
et bevis, var det meget godt at have det på bånd.
,,Nå Emil.. Hvad synes du så om, at vi skal have en ny
dansklærer?"
,,Jeg synes sgu, at det er fint nok! Han gav os aaaaal for
mange lektier for!"
,,Men synes du ikke, at det er grusomt, at han er blevet
dræbt?"
Jeg kunne se på Emils ansigtsudtryk, at han var blevet noget
mopset. Jeg skyndte mig at sige noget hurtigt, så han måske ville svare mig med
noget mere indhold.
,,Det er til skolebladet! Jeg har tænkt mig at melde mig ind,
men jeg skal have noget godt at skrive om. Også tænkte jeg på dig! Så jeg vil
meget gerne høre din mening om mordet...!"
Emil begyndte at være kæphøj, også begyndte han at plapre
løs.
,,Tjo.. Så vil jeg da give dig noget som er spændende..! Min
mor var faktisk kæreste med vores gamle dansklærer. Jeg fatter ikke, at hun gad
at have ham! Han havde endda en
affære!! Jeg har stort set altid hadet ham, men så når han har en affære!!"
Woaw! Tænk, at han fortalte det! Sikke en information!
Min mobil vibrerede i min lomme. Jeg havde fået en besked.
,,Tak Emil! Det skal nok blive en go' artikel!"
Jeg ville ikke have, at han skulle se beskeden for den var
fra Eline. Han havde det med at kigge i andre folks beskeder. Så det var derfor,
at jeg sagde farvel og tak til ham. Jeg åbnede beskeden.
Hey Alex!
Har du talt med Emil
endnu?
Det kunne være fedt,
hvis vi kunne
få nogle beviser, så de
kunne komme
i spjældet, og jeg ikke
behøves at være
på Hammershus hele
tiden.
Glæder mig til at se
dig. Og
at få noget mad...! ;)
- Eline
Jeg troede, at Emil var gået væk. Men nej! Han var bag mig!!!
Han sagde ikke noget, han gik bare sin vej. Jeg vidste med det samme, at han
havde set beskeden.
Argh! Hvad skal gøre?! Jeg turde ikke at sige noget til ham,
og jeg vidste alligevel ikke hvad jeg skulle sige. Resten af den skoledag, lod
jeg bare som ingenting. Jeg kom endelig hjem. Heldigvis var jeg væk fra Emil.
Jeg lavede mine lektier, og da klokken var fem, gik jeg ned i Netto. Eline
ville jo gerne have noget at spise, hvilket jeg godt forstår...! Jeg købte to store sandwiches. En med
kylling, og en med skinke og ost. Klokken var halv seks, da jeg tog bussen til
Hammershus. Den her gang var der ret mange mennesker. Men i dag, er der også
ildshow på Hammershus. For det var blevet fredag.
Jeg ankom til Hammershus cirka klokken seks. Jeg havde
sandwichene i en nettopose. Da jeg kom op til ruinerne, mødte jeg Eline. Hun
spiste sandwichene, på nul koma fem! Men hun havde jo heller ikke fået
morgenmad eller frokost.
Vi talte slet ikke om Emil og hans bande. Vi snakkede om al
muligt andet. Og vi så også ildshowet. Da det var blevet sent og mørkt, var
alle stort set gået. Vinden blæste igennem Elines hår.
,,Jeg går lige på toilettet," sagde Eline, også gik hun.
Toiletterne ligger
helt nede ved kiosken. Så det tager noget tid at gå derned, og at gå op derfra
igen. Jeg satte mig på en af mursiderne, og så ud på havet. Hammershus ligger
på en høj bakke, så der var langt ned.
Jeg kunne mærke vinden stryge i mit korte hår. Nattehimlen
var mørk, og stjernerne lyste igen meget klart. Bølgerne var små, og man kunne
høre havets brusen. Der var en afslappende stemning. Eller det troede jeg.
Men nogle arme tog fat om mig! Og det var helt sikkert ikke
Elines! De var muskuløse, og stærke.
,,Du er en kvik svans! Men ingen får Kobrabanden ned med
nakken! Troede dig og din skøre kæreste virkelig, at I kunne få os i spjældet?
Ha!"
Det var Emils grusomme stemme! Men det var ikke hans arme,
der holdte fast om mig. Det var en af de andre bandemedlemmer. Jeg prøvede at
kigge tilbage, men jeg kunne ikke dreje mit hoved 90°! Jeg så dog noget af Emil, han havde et eller andet i hånden.
Emil kom nærmere, til sidst kom han så tæt på mig, at jeg kunne høre hans
åndedræt. Armene, der holdt fast om mig, gav slip. Emil bandt et reb rundt om
mine hænder, og vendte mig om. Nu så jeg ikke på havet, nu så jeg på dem.
,,Hvor er den skøre Eline egentlig? Har hun forladt dig?"
Emil grinede hånligt af mig. Jeg bad til gud, om at Eline
ikke ville komme tilbage. At døren til toilettet er gået i baglås, så hun ikke
ville kunne komme ud. Et eller andet i den stil.
,,Eline havde ret fra starten af! I er mordere!"
Emil rømmede sig lidt, og svarede igen.
,,Det var ikke meningen, at vi skulle dræbe nogen. Vi ville
bare give vores dansklærer nogle tæsk. Men han døde åbenbart af det."
Emil kiggede på sine negle og begyndte at tale videre.
,,Peter skulle åbenbart mødes med læreren, det vidste vi
ikke. Så han så, da vi tæskede ham. Han gjorde det samme som Eline. Han løb, da
han så os. Men Peter havde den underlige vane, at være på skolen hver anden
dag, jeg ved ikke hvorfor. Så vi ventede på ham, og var nødt til at dræbe ham,
så han ikke sagde det til nogen. Og så kom Eline. Men vi kunne ikke finde hende
nogen steder, det er jo klart, når hun gemte sig på Hammershus!"
Jeg lyttede til det, som han sagde, og kiggede ondt på ham.
Rebet omkring mine hænder kradsede. Jeg prøvede at mase mine hænder ud af rebet,
og efter lang tids vriden fik jeg dem fri. Jeg lod stadig mine hænder forblive
samlet, og jeg holdt også rebet. De skulle nødig opdage, at jeg fik mine hænder
fri. Imens jeg havde knoklet med at få dem fri, havde Emil snakket løs, som en
eller anden høne. Pludselig sagde han med en kraftig stemme..!
,,Nok sniksnak! Du ved for meget! Din tid er snart omme!"
,,Nej! Skån mig!! Jeg sværger, at jeg ikke vil sige det til
nogen!"
,,Du er for klog, jeg ved, at du fandt liget! Det er for
risikabelt at lade dig leve! Men se det på den lyse side! Du kommer til at
blive dræbt af den fantastiske Emil!"
Han gik hurtigt, helt hen til mig, og hviskede i mit øre.
,,Farvel!"
Han puttede sin fod på min brystkasse, og skubbede til! Og
der faldt jeg. Jeg gav automatisk slip på rebet og tænkte: Nu skal jeg dø.
I et kort øjeblik føltes det som om at jeg landede på noget.
Men det hele gik i sort. Jeg kunne ikke føle min krop, og jeg kunne heller ikke
se den. Der var kun sort. Men pludselig kom der et lille lys. Det var kridhvidt
og lignede en stjerne. Det var bare hundredegange smukkere. Hvis jeg kunne føle
min krop, ville jeg nok havde grædt, for det var så smukt. Lyset blev større,
og til sidst slugte det mørket. Lyset blev langsomt til et billede, og jeg
begyndte at kunne føle min krop lidt. Det billede som lyset dannede, var havet
ved Hammershus. Jeg kunne mærke min krop igen. En lille smerte i mit højre ben,
blev til en voldsom smerte.
Jeg overlevede!
Bag mig, var bakken. Der var en indgang, til en underjordisk
tunnel. Jeg var åbenbart landet på en stor sten. Jeg gik ind i indgangen, men
gjorde det langsomt, for jeg kunne kun halte. Mit ben gjorde frygteligt ondt.
Da jeg kom længere ind i den mørke tunnel, kom jeg til en skillevej. Jeg kunne
enten gå til højre, eller venstre. Jeg valgte højre. Mit ben gjorde så ondt, så
ondt, og jeg gik langsommere og langsommere.
Jeg begyndte at kunne høre skridt. De kom nærmere og nærmere.
Mit ben gjorde så ondt, at jeg til sidst ikke kunne bevæge mig. Jeg stod bare
og hørte det ene skridt efter det andet. Der kom en mørk skikkelse i den ene
ende af gangen, og tre andre skikkelser, i den anden ende. Mit syn, var mod den
ene. Den mørke skikkelse kom nærmere. Mit hjerte bankede, så det gjorde ondt.
Det gik op for mig, hvem det var.
Emil.
Han så psykotisk ud, og hans åndedræt var hæst. Han trak en
kniv op fra sin skede. Han kom nærmere og nærmere. Og jeg gik meget langsomt
tilbage, for mit ben gjorde så ondt. Han begyndte at gå hurtigere og hurtigere,
og da han stod lige for an mig, hoppede han hen på mig, så jeg væltede! Han
havde sine knæ på mit bryst, og kniven i højre hånd! Han tog hånden med sin
kniv i op og hviskede med en hæs stemme:
,,Den her gang dør du!"
Han stak hårdt kniven, ned i mit hjerte! Og med et sæt!
Vågnede jeg op, med koldsved på panden, fra et mareridt! Mit ben gjorde stadig
ondt, og jeg var landet på stenen. Havet lignede også det samme, og den
underjordisk gang var der stadig. Jeg kunne høre stemmer længere oppe. Det var
sikkert Emil, og hans bande deroppe. Men så mange er de ikke. Der var mange
flere stemmer...? Underligt. Jeg må nok hellere komme væk, så de ikke finder
mig. Efter noget tids overvejelse, besluttede jeg mig for, at gå ind i
tunnellen. Jeg kom til skillevejen igen. Den her gang gik jeg til venstre. Jeg
var hunderæd. Hvad hvis de kom? hvad skulle jeg så gøre? Jeg haltede jo stadig.
Der var ækelt og
skummelt i tunnellen. Og der var utrolig mange insekter. Jeg kunne høre det
krible, og krable i mørket. Endelig så jeg noget lys! Endelig er jeg kommet til
udgangen! Jeg skyndte mig ud, så hurtigt, som jeg kunne. Da jeg var kommet ud
af tunnellen, kiggede jeg mig omkring. Jeg var tæt på kiosken. Jeg gik hen til
kiosken, og kiggede på Hammershusruinerne.
Min mobil vibrerede. Det slog mig pludselig, at den stadig
optog! Jeg skyndte mig, at hive min mobil op fra lommen! Jeg stoppede
optagelsen, og lyttede til noget af det. Det hele var med! Al det, som Emil har
sagt! YES!! Tænkte jeg, og lavede en lille sejrsdans! Vi kan få dem i
spjældet!! Vent.. Eline? Hvor er hun? Jeg kiggede på min mobil, den besked, som
jeg havde fået, var fra hende.
Kære Alex.
Undskyld at jeg rodede
dig ind
i det her.. Jeg er ked
af det.
Det er min skyld, at du
døde.
Jeg tog noget stof,
over den indbyggede mobilhøjtaler, og ringede til politiet.. Det forvrængede
min stemme, så den lød anderledes.
De kom, og nu er
Kobrabanden fanget.
Jeg lægger en sag an
imod dem.
Jeg ved ikke, hvorfor
jeg skriver til dig,
når du alligevel ikke
er her mere.
Tak for alt, og
undskyld.
- Eline
Så hun fik dem fanget? Hun så åbenbart, at de var der? Jeg
ville ringe til hende på min mobil, og sige, at jeg fik det på optagelse, og om
min drøm. Men jeg havde ikke mere taletid.
Jeg tog med bussen hjem. Min mor og hendes mand, var der
ikke. De var nok gået ud på en date. Jeg tændte for Tv'et. Der var tilfældigvis
Tv-Avisen. Jeg kiggede lidt på det, og blev forbavset! Det var jo Eline!! Hun fortalte
sit synspunkt af historien, og om at de havde dræbt hendes bedste ven. Det var
åbenbart mig? Hun sagde også, at den næste dag, ville Kobrabanden komme i
retten.
Da udsendelsen var færdig, tog jeg til hospitalet. Jeg havde
brækket benet. Jeg fik gips på og var nødt til at gå med krykker. Da resten af
dagen var omme, gik jeg i seng.
Solen stod op. Det var blevet morgen. Da det var blevet
eftermiddag, tog jeg til retten. Vagterne så, at det var mig, alle havde hørt
historien om "Børn der dræber". Jeg åbnede de store døre, og kom midt
i det hele. Jeg gik hen til dommeren og sagde:
,,Høje dommer. Jeg er et offer i den
her sag. Kobrabanden skubbede mig ud over Hammershusskrænten, og jeg fik en
nærdødsoplevelse. Jeg undskylder meget for at komme så sent, men jeg kan ikke
gå særlig hurtigt, som du nok kan se. Jeg har beviser med, og jeg vil meget
gerne vidne."
Dommeren kiggede på mig og sagde.
,,Meget vel."
Eline var super glad for at se mig,
og jeg var også glad for at se hende. Jeg viste dommeren beviserne, og jeg
fortalte ham min historie. Emil fik femten år, og de andre i hans bande ti. Det
blev deres dom. Emil var rasende over, at han skulle sidde i fængsel i femten
år. Vagterne var nødt til at slæbe ham. Imens han blev slæbt, kiggede han ondt
på mig og sagde noget. Der kom ingen lyd ud fra hans mund, men jeg vidste med
det samme, hvad han ville sige til mig:
Jeg
skal nok få hævn
