Dagens krimi handler om en pige, som uvidende kommer til at filme en forbrydelse ud for Lævka ved Hasle til sin Youtube kanal. Forfatteren hedder Anine Bay. God læselyst!

                                                Anine Bay

 

                     Den specielle youtube video

Det er blevet sommerferie, og vi er lige flyttet hertil. At flytte er måske meget let, men at sige farvel til ens venner og veninder, er meget sværere. Min lillebror Mikkel synes bare ,det er fedt, men så enkelt er det altså ikke for mig.
Jeg ville da gerne flytte, men til Bornholm, nej tak. Det eneste, jeg kan lave på Bornholm, er at lave videoer og uploade dem til min youtubekanal, hvis der overhovedet er Internet her i Hasle.

Jeg tager mit kamera rundt om halsen og løber ned ad vejen. Jeg ender nede ved en badebro. Her er mange mennesker, det havde jeg godt nok ikke regnet med, men jeg synes dog ikke, at det er pinligt at filme. Jeg er ligeglad med, hvad folk tænker om mig, der er jo alligevel ingen, jeg kender, her.
Jeg tænker lige lidt over, hvad jeg skal sige i videoen, men trykker faktisk på tænd knappen, inden jeg har tænkt helt færdigt.
Jeg filmer de små fugle som synger, de store fugle som hapser mad fra børnene, de glade turister som bader og de seje både, som flyder i det smukke, klare, blå vand.

Jeg har nu oploadet min nye video, og der er allerede mange, der har set den.
Da jeg selv er i gang med at se videoen, opdager jeg pludselig, at der står to mænd og råber af hinanden. De står i hver deres båd. Jeg zoomer ind. Det er meget sløret, men jeg kan stadigvæk se, at den ene mand har tatoveret en kæmpe slange i halvdelen af hovedet, og at den anden mand har et stort rødt halstørklæde på. Jeg tager et screenshot.
Det ligner, at de giver hinanden noget. Jeg kniber øjnene sammen.
Et par store grønne poser, eller noget i den stil. Jeg er forvirret, hvad er der dog i de poser?

Jeg tænker, at jeg bare skal glemme det her, det er sikkert ikke noget alvorligt, men alligevel kan jeg ikke lade være med at tænke på det.
De sidste sekunder i videoen, ser jeg, at en af mændene peger hen mod mig.
Jeg tror, det er mig, men jeg er ikke helt sikker. Måske har de set, at jeg filmede?
Pludselig hopper der en grå kasse op på min computer. ”En ny følger” står der.
En mand ved navn Jens er begyndt at følge mig. Senere opdager jeg, at han også har spurgt, hvor jeg er flyttet hen. En gammel mand, hvorfor skulle han spørge om, hvor jeg var flyttet hen?
Det virker underligt, kan han ikke være ligeglad? Jeg bliver lidt utryg, utryg over hvad han vil mig. Jeg går ind på hans profil, hans profil er privat.
Er han pædofil eller hvad? Jeg får kuldegys, men selvom jeg er lidt bange, svarer jeg stadigvæk.
Da jeg er i gang med at svare, kommer min mor brasende ind af døren
"Hej skat, vi er hjemme. Kommer du ind og ser TV avisen?"
"TV avisen? behøver jeg?"
"Ja, det er godt at følge med i, hvad der sker" siger hun med en bestemt, og ’jeg ved bedst’ stemme.
Der er altid stille, når vi ser tv avisen, og jeg plejer altid at lukke ørene, men i dag følger jeg rent faktisk med.
"Nyhederne god aften. Mange mennesker ligger netop nu på Rønne hospital, fordi de har taget farlige, små, grønne piller. Politiet er helt uden spor, og hvis nogen hører eller ved noget, skal i kontakte dem med det samme. Der er 50.000 kroner til den, som giver gode spor." fortæller damen, med en meget alvorlig tone.
Kort tid efter, jeg er faldet i søvn, vågner jeg med et sæt. Det er mørkt, og en masse tanker kører rundt i hovedet på mig. Jeg ryster og er indhyllet i sved.
Jeg hopper op af sengen og skynder mig hen til kameraet.
Selvfølgelig, mændene gav hinanden piller, altså de grønne, farlige, små piller.
Jeg tørrer søvnen væk fra øjnene, yes,yes,yes, selvfølgelig, det er ikke grønne plastik poser, det er jo klare plastik poser med noget grønt i.
Det må være pillerne.
Jeg må undersøge videre på sagen.

 
Selvom jeg ikke har sovet særlig meget i nat, vågner jeg stadigvæk meget tidligt.
Jeg sætter mig op på min gule cykel. Starter en GPS på min mobil, så jeg kan finde hen til Politistationen i rønne.
"Goddag!" siger en muskuløs mand med uniform på"
"Hej, mit navn er Oline, og jeg er kommet her, fordi jeg har fundet spor til smuglersagen."
"Det er godt med dig, ved du godt, at man ikke må lave sjov med politiet?"
Siger han med en hård stemme, imens han puffer mig blidt ud af døren.
"Jamen, jeg har jo det hele her på film," siger jeg, da han allerede har lukket døren, i hovedet på mig.
Jeg sætter mig ude på et fortov. Her er stille og tåget. De eneste, jeg kan høre, er mit eget åndedræt, og støvregnen der stille er ved at stilne af.

Pludselig vågner jeg op fra min tænkeboks. En ambulance kører forbi mig, med fuld udrykning. Jeg cykler efter den, måske har det noget med pillerne at gøre. Ambulancen ender ved et hospital. Jeg kigger mig lidt rundt, en mand sidder i en kørerstol og ryger. En anden dame sidder og græder på en bænk.
Jeg bliver nedtrykt, nedtrykt over, at folk skal have det dårligt.
Jeg går ind på hospitalet. Her lugter underligt.
En smilende dame spørger:
"Hej, hvad laver du her?"
Jeg ved ikke, hvad jeg skal svare, jeg går nærmest i panik.
Hvad laver jeg egentligt her? Jeg ved det jo ikke engang selv.
Imens damen kigger underligt på mig, svarer jeg:
"Øhhhm, jeg interesserer mig meget for stoffer, og jeg har hørt at der er mange mennesker, indlagt her på hospitalet, måske jeg kunne få lov at tale med nogle af dem?"
Der er stille lidt.
"Desværre, der er ikke mulighed for, at du kan møde de syge her på afdelingen."
Da jeg er på vej ud, hører jeg en dame sige:
"En ny mand indlagt på stue 4, fordi han har taget de grønne piller."
Jeg kigger rundt, og ser stue nummer 2. Døren er blå.
Stue 2, Stue 3, Stue 4, selvom jeg ikke må, banker jeg på stue 4.
"Kom ind" siger en ung mand, med en speciel stemme.
Jeg går ind af døren. En mand med tatoveringer kigger underligt på mig.
"Hej" siger vi i munden på hinanden.
"Jeg kommer her, fordi jeg gerne interviewe dig. Du er vel en af dem, der er kommet til at tage de grønne farlige piller?"
Naaarh," tøver manden.
"Hvem gav dig dem?" spørger jeg meget hurtigt, og højt.
"Jeg ved ikke, hvem det var, og hvad han hedder, men jeg ved, at han havde en tatovering i hovedet"
Inden han har sagt hele sætningen færdig, siger jeg:
"Altså en slange, eller nået i den stil?"
Da jeg er på vej ud af døren, er der en bag mig, der råber "hey!"
Jeg vender mig om og ser de to mænd. Altså mændene fra bådene.
Jeg kan genkende det røde halstørklæde og tatoveringen i hovedet.
Jeg kan høre, at de følger efter mig, hvad vil de? Jeg griber fat i min cykel, og de er lige i hælende på mig. Det regner meget nu, men jeg er inde i skoven.
Mine ben syrer.
Det er hårdt, og jeg kan mærke, at sveden løber ned ad min pande.
Manden med tørklædet råber efter mig.
Jeg er bange, og der er ingen mennesker, der kan hjælpe mig her ude i skoven. Jeg har ondt i mine baller, fordi at der hele tiden kommer, små bump fra skovbundens grene. Jeg sveder i knæhasen og i mine armhuler.
1 kilometer til Hasle, står der på det skilt, jeg lige har kørt forbi.
Pis, pis, pis! En sten er foran mig, og jeg vælter over den.

Jeg har slået hul på knæet, og jeg kan mærke, blodet trille ned af mit skinneben. Det gør ondt, men jeg må holde ud. Jeg er oppe på cyklen igen, og jeg kan nu se røgeriet.
"Giv os dit kamera!" siger manden, som er lige ved at overhale mig.
"Aldrig!" svarer jeg.
Mændene har nu overhalet mig, og jeg skal nu til at tænke. Jeg må gøre dem
forvirrede. Jeg må skyde genvej. Jeg cykler ind i røgeriet. Ind hvor alle fiskene bliver røget. Imellem alle de sild, som stinker så dårligt.
Jeg ser en solbrun dreng stå alene i hjørnet, henne ved sildene. Jeg kaster mit kamera og siger hurtigt:
"Se det, og gem det."
Jeg cykler videre, ned til vandet. Yes, jeg har sluppet fra dem, når jeg lige at tænke, inden jeg mærker en andens åndedræt i nakken på mig.
Mit hjerte slår hurtigt, rigtig hurtigt.
En mandestemme hvisker i nakken på mig:
"Nu har jeg dig, du holder mund, ellers er det slut for dig og din familie."
Jeg står stille og er helt tavs. Jeg ser ud i mørket, og tænker, jeg er fortabt.
Manden med det røde halstørklæde, kommer nu sejlende i en motorbåd, mens manden bag mig fører mig ud til kajen.

Han hvisker: "Giv mig kameraet, hvor er det?"
"Jeg har det ikke, jeg tabte det på vejen" lyver jeg.
"Idiot" Siger han, imens han næsten kaster mig ned i motorbåden.

 
Det er næste morgen, og jeg vågner ved, at et papir flyver hen i hovedet på mig. Jeg kigger på papiret. Jeg ser et billede af mig selv. Der står "savnet".
Jeg bliver forbavset. Manden med det røde halstørklæde kigger på mig.
Jeg sætter mig hurtigt, på papiret.

Jeg ser ud på solen, der er ved at stå op. Jeg er sulten, og tørstig, og det er også længe siden, at jeg har fået min kaffe med mælk og sukker. Jeg græder, og lige nu ved jeg faktisk ikke, om smuglerne er ude efter kameraet, eller mig.

Vi er langt ude på havet, men jeg synes, at jeg ser en skikkelse af en dreng inde på kajen. Jeg siger:
"Altså, er i ude efter mig, eller kameraet?"
"Kameraet selvfølgelig," siger manden, som om jeg er helt dum.
"Så sejl dog ind til broen, så jeg kan få fat i det."
"Hey, makker, sejl ind til kajen, så hun kan skaffe kameraet," siger den tatoverede mand, med en tone som om han ejer hele verden.
Vi er næsten ved kajen, da mændene opdager, at nogle politimænd står oppe på broen.
"Drej, drej, drej," siger manden, med en meget voldsom stemme.
Jeg går i panik, og det eneste, jeg tænker, er at jeg må komme væk.
Jeg hopper ud af båden.
"Fuck," hører jeg manden råbe, da jeg skal til at springe.
Vandet er koldt, og jeg svømmer, alt hvad jeg kan. Plasker med arme og ben, som om jeg er ved at drukne.

Jeg ser at en hånd rækker ud efter mig, jeg kigger op. Den lækre solbrune dreng står og kigger mig lige i øjnene. 
"Tak fordi du fandt mig," siger jeg, imens jeg stadigvæk ligger i vandet og ligner en tumpe. Der går ikke længe, før vi bliver afbrudt.
Politiet er nu på vej ud med en motorbåd. Jeg hører kun nogle små stemmer ude fra havet, men hvad de siger, kan jeg ikke fange. Jeg ser, at politiet får bremset de to mænd.

Jeg er rystet, og ked af det. Denne oplevelse, havde jeg ikke regnet med at få her på kedelige Bornholm.

 

Bornholm er nok ikke solskinsøen, men kærlighedens og pengenes ø.
Jeg står nu med 50.000 kroner, og en fantastisk dejlig kæreste.

Måske jeg får råd til at komme på ferie til en anden ø end dette ubeskrivelige sted.