LUDVIG MATTSON
forfatterskole 2014
Én artikel - mange døde
Jeg trykkede min krop op mod muren, den halv røde farve smittede af på min
T-shirt, og jeg svedte søer. Jeg tror aldrig i mit liv, at jeg havde løbet så
stærkt. Jeg vidste ikke, hvem han var, eller hvordan han gjorde det, men ... hvis
han opdagede mig nu, ville jeg blive lige som alle de andre, han havde dræbt. Og
så kunne jeg jo ikke redde børnene...
Jeg gik op mod torvet, hvor bus holdepladsen var. Alex ventede allerede
på mig. Jeg løb den sidste del af vejen hen til ham.
"Hvornår kommer den?" spurgte jeg.
"Den skulle gerne komme 10:35"
Vi tog bus nummer 7 op mod Hammershus. En halv times tid og 2 poser
matador Mix mere var vi der endelig. Vi steg ud af bussen og var helt på
dupperne. Vi havde glædet os til at skrive denne her artikel i et helt år, og
nu var den her endelig.
Jeg kan stadig huske den gang mig og Simon blev kaldt op på kontoret.
Jeg kan huske hvor bange jeg var for at få en skideballe, og jeg kan huske hvor
glad jeg blev, da vi fik at vide, at vi skulle være journalister for Svaneke
skoleblad. To bedste venner, som begge elskede at skrive, var nu journalister
sammen. Kunne det blive bedre? Det var nogenlunde det, som gik igennem mine
tanker hele den dag.
Men nu var det altså et helt år siden, og nu stod vi her på Hammershus
klar til at suge alt det info, som vi kunne finde på skiltene rundt omkring. På
det første skilt, vi kiggede på, stod der noget om Leonora Christina og hendes
mand, som blev fanget i et tårn. Simon læste op, og jeg tog notater. Da vi
nåede skilt nummer 3, læste han: ”i 1743 begyndte man at tage mursten fra
Hammershus. Man gjorde det for at hjælpe alle borgerne med ... ”
”Vent lige et sekund” afbrød Simon.
Jeg spurgte ham, hvad der var galt.
”Under ordet hjælpe ... der står et andet ord under det,” sagde han.
”hvad mener du” spurgte jeg og gik hen til ham. Ganske rigtig lige under
ordet hjælpe stod der noget andet. Nogle havde sat en lille lap papir ind over
det ord, der rigtigt stod.
Simon holdt vagt, imens jeg lige så stille lirkede glas låget af. Det
knirkede, og jeg for sammen. Tænk nu, hvis der var nogen, der havde hørt det.
Men da jeg kiggede over på Simon, gav han tegn til, at der var frit spil. Jeg
tog det helt af og skubbede det lille papir væk. Og i stedet for at der stod ”hjælpe”,
stod der nu ”redde”
”Hvorfor havde de skulle redde folket i 17hundredetallet,” spurgte jeg.
Og hvem kunne være mere heldig
end mig at have en bedste ven, som er klassens historienørd? Der var bare lige
den ulempe, at når jeg siger historienørd, mener jeg historier som gamle myter
og fortællinger.
Og så begyndte han ellers på sit overtroiske halløj:
”I 17hundrede tallet var der en mand, som blev kaldt John. Ingen kendte
hans rigtige navn, men han kastede en form for forbandelse over Hammershus.
Forbandelsen lå i de krybegange, der ligger under Hammershus,” sagde Simon
”Nej, der ligger sgu da ikke nogle krybegange under Hammershus slotsruin”
sagde jeg.
Han sagde en masse vrøvl om krybegange, og hvordan man kan skjule dem,
og noget med døde folk, der lå i et rum og en kraft fra murene, der holdt ham i
live. Og en masse ævl. Jeg var koncentreret om noget helt andet. Den lap papir,
jeg lige havde skubbet væk ... der stod noget bag på den. Jeg tog den op og
skulle lige til at vende den om, da Simon næsten hvæsede. ”Der kommer nogen!”
Jeg fór sammen og stoppede den lille lap pair i lommen. Og satte med
overaskende lethed glas ruden på igen.
Det var en mand med en smule rødt skæg og skinnende blå øjne. Jeg havde
set den mand før. Men hvor? Han kom hen mod os kom smilende gående hen i mod
os.
”Nå, hvad laver sådan nogle unge fyre her oppe så tidligt. Og så på en
weekend? ” sagde han.
Vi smilede igen og svarede, at vi bare skulle skrive en artikel om
Hammershus. Og smuttede derefter meget hurtigt væk. Jeg nåede kun lige at høre,
at han svarede at han hed John.
”Tror du, han opdagede det? ” sagde
Simon.
Jeg svarede, at nej, det håbede jeg ikke, og vi fortsatte op mod ruinen.
Simon blev ved med hans ævl. Indtil
jeg sagde: ”OKAY Simon hvad er det du vil have mig til at gøre”.
”Jeg syntes, vi skal finde den
krybe kælder og se, om det er rigtigt”. Jeg kiggede på ham. Vi var trods alt
bedste venner, og han plejede at have en grund til at ævle på den måde, så jeg
endte med at sige: ”okay så gør vi det sgu.”
Så var der da også lidt at lave den dag, som ikke bare var at skrive.
Han så på mig med et blik, der betød, mener du det. Og jeg svarede.
”Ja, nu skal du bare høre ... ” sagde han og begyndte så igen. Og denne
gang anstrengte jeg mig faktisk for at høre efter. Men efter noget, som godt
kunne minde lidt om den tid, min mor bruger, når hun drikker kaffe med sine
veninder, endte jeg alligevel med at koncentrere mig om nogle helt andre ting. For
eksempel den høje mand i en hætte, der hele tiden kiggede sig rundt omkring,
som om han var bange for at blive holdt øje med. Han var tydeligvis skræmt og
opdagede nogen eller noget og løb om bag en bygning. Simon stod lidt og ævlede
videre, da jeg fik en SMS fra min mor. Hun skrev med capslock. ”DIG OG SIMON KOMMER HJEM FRA
HAMMERSHUS NU!!!
”Jeg viste den til Simon og sagde. ” vi må hellere gøre som hun siger.
Hun kan blive ret så sur.”
”Men så får vi jo ikke skrevet artiklen færdig” sagde Simon.
Jeg svarede, at hun nok havde en god grund. Og han svarede, at det havde
hun bare at have. På vejen hjem skrev jeg og sagde, at vi var på vej hjem, og
hvorfor vi nu skulle det.
Der gik næsten ingen tid så kom svaret. Hun havde åbenbart holdt meget
øje med sin telefon.
”Nu skal du høre Anders. Det er sådan, at nogen har ringet til politiet
og sagt, at de blev forfulgt, og at de var på Hammershus. De fandt spor af et lig,
der var blevet slæbt igennem græsset.”
”Shit” sagde jeg.
Simon spurgte, hvad der var galt. Og jeg forklarede ham om fyren, jeg
havde set på Hammershus. Hans svar var selvfølgelig, at det var ham manden ved
navn John. Og jeg ved ikke, hvad det var. Om det var chokket over, at en var
blevet dræbt, og at jeg kunne havde reddet ham, eller om det var noget andet. Men
denne gang troede jeg faktisk på ham. ”Ok, vi må have en plan, Simon.”
Simon smilede skævt til mig. Og jeg smilede igen...
Jeg kunne høre døren lukke inde fra min mors værelse, og jeg sprang op
af sengen. YES, mit vindue stod stadig på klem. Jeg puttede hurtigt min lup ned
i min venstre lomme. Jeg listede hen og løftede den lille rustne krog og
hoppede ud ad vinduet. Det var meget heldigt, at mit værelse lå tæt ved jorden.
Jeg lå i et par sekunder. Den kolde aftenbrise blæste mod mit ansigt. Da
jeg begyndte at løbe, og da jeg nåede torvet, stod han der allerede.
Det var koldt, og jeg skulle måske have taget en jakke med, men det var
simpelthen for risikabelt at gå hele vejen ned ad gangen derhjemme.
Bussen kom cirka 3 min., efter at jeg var kommet. Vi tog hele bus turen
igen. Denne gang føltes det virkelig som en halv time, og det var en lang en af
slagsen.
Vi var begge trætte, og vi vidste, at det ville blive en lang nat. Turen
op til borgen virkede også længere. Vi måtte flere gange stoppe op og høre, om
der kom nogen. Der kom ikke nogen, og vores plan var kort sagt elendig. Vores
teori var jo, at ham i hætten var blevet dræbt. Vi ville finde ud af, hvem der
havde gjort det.
Det var jo nemt nok. Vent til personen dukker op ser, hvem det er ... og
siger det til politiet.
Nu var problemet bare, at vi fulgte Simons plan. Simon havde en eller
anden syg ide om, at han tog dem og puttede dem ned i den såkaldte krybekælder.
Her skulle han åbenbart putte dem ind i en maskine, som via murene i Hammershus
blev til de kræfter, som de havde, da de døde. Kræfter, der så blev overført
til ham. Så vi skulle skygge ham hele vejen derned og så ødeligge maskinen.
Så vi satte os ned i hjørnet og ventede. Og ventede. Og ...
”VENT!” sagde Simon.
Han pegede ud i mørket. I starten kunne jeg ikke se noget. Men så så jeg
noget, der var lidt mørkere end alt det andet.
Simon hviskede, at det var ham.
Vi gav os til at liste efter ham. Græsset var dugget, og jeg kunne mærke
det om mine bare tær. Jeg havde jo heller ikke nået at tage sko på.
Med et vendte manden sig om. Jeg kunne ikke se, hvem det var for mørket,
men jeg var ret så sikker på, at han så os. Men på en eller anden måde vendte
han sig bare om og gik videre.
Vi sneg os efter ham. Bag træstumper og gamle murbrokker. Indtil han gik
ind i et lukket rum.
Det var skideskakten. Jeg kiggede på Simon. Han gengældte det samme
spørgende blik.
Skideskakten var et lukket rum. Var det en fælde?
Vi tog mod til os og gik der ind. Men da vi kom ind, var der intet. Kun
en dyb rungende latter.
Jeg kiggede op. Der stod han. Han var åbenbart kravlet op ad skakten og
stod nu og kastede et gitter ned. På mindre end 2 sekunder løb jeg ud af
indgangen igen. Og rev Simon med. Da vi lige var nået ud, faldt gitteret ned
over udgangen.
Jeg løb. Med Simon lige i hælene. Vi standsede først, da vi var noget
helt om bag bag muren, da det hele gik op for mig. Jeg trykkede min krop op mod muren. Den halv røde farve smittede af på
min T-shirt, og jeg svedte søer. Jeg tror aldrig i mit liv, at jeg havde løbet
så stærkt. Jeg vidste ikke præcist, hvem han var, eller hvordan han gjorde det.
Men ... Hvis han opdagede mig nu, ville jeg blive lige som alle de andre, han
havde dræbt. Og så kunne jeg jo ikke redde resten af dem.
Da gik det op for mig, at alt vi havde set
her oppe, var spor. Det hele! De var over alt. Jeg havde bare ikke lagt mærk
dem.
Og Simons teori var rigtig. En person havde i
17-hundred-tallet fundet ud af, hvordan man holdt sig i live. Han havde fundet
alteret, hvor man skulle lægge et dødt menneske. De år, som mennesket havde
tilbage, havde murene i Hammershus så nærmest suget til sig og overført til
ham. Men det opdagede borgerne, og de begyndte derfor at tage murstenene fra
borgen, så den ikke kunne overføre livstiden til ham.
Men lige som det var godt i gang, blev borgen
fredet, og de måtte ikke tage flere sten. De måtte finde en måde at dække over
det, og de sagde, at det bare var til at bygge huse.
Men morderen havde stadig lige kræfter til at
holde sig i live.
300 år senere begyndte man at genopbygge
Hammershus. Men hvorfor ville nogen gøre det?
Navnet på ham, der stod for genopbygningen,
hed John. Lige som ham i 17-hundrede-tallet. Eller rettere sagt. Han var præcis
den samme. Og vi havde læst om det i skolen, jeg havde set et billede af ham,
og jeg vidste, hvem det var.
Det var ham manden, der havde gået ned mod os,
da vi havde fundet den lille lap papir i skiltet. Han havde sagt, at han hed
John. Jeg satte Simon ind i situationen, han kiggede på mig på en ”Hvad sagde
jeg”- måde.
Nu manglede vi bare at finde alteret og
ødelægge det. Men ingen havde kunnet finde det i 300 år kunne vi jo nok heller
ikke nu.
Jeg stak forvirret min hånd ned i min højre lomme
og fik fat i den lille lap papir, vi havde fundet tidligere på dagen.
Bag på den stod der med store bogstaver:
”SMED”.
Der gik lidt tid, så spurtede Simon af sted.
Og jeg spurtede efter ham.
Hvorfor var han på vej mod det, som en gang
havde været en smedie på Hammershus?
Nå, ja, på sedlen havde der jo stået smed.
Vi var der snart, og Simon vidste jo præcis,
hvordan man skjulte krybegange. Han trak i en mursten og vi faldt. Lige ned i
en bunke med blade.
Jeg kunne se noget forude, jeg regnede med,
at Simon var bag mig, da jeg kravlede igennem den våde og snævre gang.
Da jeg så alteret. Det lå i en bunke i et
lidt dybere hul. Rundt om lå der en form for stof. Og en lille lysstråle kom
ned fra loftet. Solen var stået op.
Simon prøvede desperat at flå stoffet i
stykker. Men han kunne ikke. Han gav op.
Jeg kunne nu høre nogen i krybegangene.
”SHIT, han kommer!” sagde jeg. Jeg stak
hånden i lommen og fandt min lup. YES!!! Jeg holdt den op imod lyset. Solens
stråler ramte den og røg ned på stoffet. Det begyndte at ryge. Jeg kunne høre
John beklage sig på sin vej her hen.
Det røg mere. Jeg kunne se Johns hoved komme
ind ad gangen. Han fik ud af ingenting brændemærker i hovedet. Han skreg nu. Hans
hoved gik i flammer. Jeg kiggede ned på stoffet. Det var brændt midt over. Jeg
kiggede tilbage på John, og han lå nu helt død midt i krybekælderen. Jeg
sukkede lettet også over på Simon. Han var også helt lettet.
Jeg lå i min seng igen. Missede med øjnene og
kiggede op i min mors ansigt.
”God morgen skat, har du sovet godt? ” sagde hun.
”Faktisk føler jeg mig en smule træt,”
svarede jeg.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar