En helt almindelig arbejdsdag på biblioteket bliver pludselig til noget af en gyser på Hammershus for en pige og hendes tro følgesvend, aben Monkey. Krimien er skrevet af Maja Juul.

Maja Juul

Gyset på Hammershus

 

Manden kommer hen imod mig. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Det her sker så mange gange. Det der med at mystiske mennesker kommer hen på biblioteket. Vil have vejledning og vide, hvor bøgerne står.

Jeg sender et blik hen på Conrad, ham jeg arbejder sammen med, men han kikker bevidst den anden vej, så det er min tur til at vejlede den mystiske mand. Egentlig er der ikke rigtig nogen, der har noget imod manden, han er bare underlig.
''Hvor er der bøger om Hammershus?'' Manden kikker på mig, og retter sit mørke hår. Han smiler et koldt smil, ingen venlighed over det.
''Ovre ved række A, hylde 12,” siger jeg kort , og venter på at han går derhen, Men han bliver stående og kikker på mig et øjeblik, før han går.

Jeg begynder at lægge bøger på plads, venter på, at min vagt er forbi, så jeg kan cykle ud i naturen for at tage nogle nye billeder til min fotobog.

Jeg vælger Hammershus i dag. Monkey tager med. Han er altid med, min lille abe. Lige fra da jeg var lille og boede på Hawaii, var jeg vild med at finde de små planter og billers skønhed, og nu har jeg besluttet at tage billeder af det. Monkey, min abe blev min gode ven på Hawaii, og da vi skulle flytte til Danmark, blev jeg så ked af at skulle forlade Monkey, at mine forældre tog ham med til Danmark.

 Det er sen eftermiddag, skumringen er ved at falde på, men på denne her tid er det et fantastisk lys, man får på billederne. Jeg går op ad den store bakke for at komme op til ruinen. Monkey løber altid i forvejen og finder de gode steder at tage billeder, men denne gang gør han det ikke. Han går nærmest klistret op af mig, og for hvert skridt, han tager, bliver hans udtryk mere og mere bange.

''Helt ærligt, Monkey, hvad er der galt med dig. Vi skal jo bare op og tage billeder?'' 
Mit mørke hår klistrer til mit ansigt. Han svarer ikke, men jeg går alligevel op til Hammershus' ruiner. Jeg kravler og klatrer rundt for at få de perfekte billeder.  Jeg ender ved skrænten med udsigt over vandet, og det er der, jeg ser en lille båd ligge til land. Båden ligger til ved en robust klippe, en mand hiver nogle børn op af båden og genner dem op til den største ruin ved Hammershus. Jeg beslutter hurtigt, at jeg vil se, hvad det er der foregår, så jeg hiver lidt i Monkey og lister om bag en mur. Vi følger efter dem ind i nogle gange under Hammershus, som jeg ikke engang vidste fandtes. Jeg kan se mandens mørke hår og hans brede skuldre, men mere kan jeg ikke se. Børnene er uhyggeligt stille, som om forbryderen har givet dem stof for munden, så de ikke kan snakke.

Monkey følger efter mig og gør præcis det samme som mig, men jeg kan se, han tvivler meget på, om det her nu er det rigtige at gøre.
Børnene følger efter manden igennem en masse veje, drejer til venstre og højre. Efter lidt tid bliver børnene lukket bag tremmer sammen med fem ti andre børn. Nu har jeg set nok, jeg går tilbage, men der er så mange veje, jeg prøver at gå til venstre og højre, men jeg ender hele tiden det samme sted eller i en blindgyde.
Monkey er også ved at gå i panik, han ved ikke, hvad han skal gøre. Jeg ved heller ikke, hvad jeg skal gøre. Rædslen for at forbryderen finder mig er meget stor. Mit hjerte banker som tusinde heste i galop, jeg begynder at småløbe. Søger ud. Søger væk. Jeg løber, så hurtigt jeg kan, med Monkey på ryggen. Jeg løber igennem kviste, planter og en masse løse sten. Hvis jeg ikke havde Monkey med, ville jeg have sat mig ned nu, med blødende ankler og albuer. Men Monkey er her, han giver mig lyst til at få os ud i god behold. Det var min ide at følge efter dem, nu er det også mig, der skal få os ud igen. Jeg løber til højre venstre og højre, højre, venstre, venstre og højre. Det orange-røde lys fra solnedgangen kommer vores ansigter i møde. Vi er kommet ud.

 Næste dag får Monkey den ide, at vi skal fortælle det til politiet. Politistationen ligger 25 km væk, så vi begynder at cykle.

''I skal ikke blande jer i den slags ting.  Jeg vil ikke have, I tænker mere på det. I skal ikke fortælle den historie til nogen!''
Politimanden Lars har ikke mere tålmodighed i sig mere, hans brune hår bliver lidt svedigt. Han har gang på gang fortalt os bogstaveligt, at vi ikke skal tænke mere over det, men samtidig fortalte har han også fortalt, at vi ikke skal sige det til nogen. Han er ret svær at regne ud.

''Politiet tager sig af det omgående,” afslutter han.

Dagene går, og jeg er på vej hen på arbejde på biblioteket. Conrad har arbejdet der i 15 år snart. Han ville gerne have været i banken, men efter hans søn døde, ville han ikke mere, så blev han bibliotekar.

Conrad er også derovre, han er der altid.
''Veronica, er der sket noget? Du ser helt forkert ud i dit ansigt?''
Conrad er kommet over til mig, han ser undersøgende på mig, som om han prøver at regne ud, hvad der er sket. Jeg overvejer, om jeg skal sige det.  Og beslutter at gøre det. Conrad er et af de sødeste mennesker, jeg kender, og jeg har kendt ham i rigtig lang tid.
''Da jeg var på Hammershus her for nogle dage siden, så jeg bare...''
I det samme fortryder jeg. Min Mavefornemmelse siger, jeg ikke skal sige det. Så i stedet siger jeg:  ''Jeg så bare nogle døde ænder nede ved vandet.''
Conrads ansigt går fra afventende, til lettet.
''Uh, det lyder ikke godt!'' Så begynder han at lægge bøger på plads. ''Det må ikke have været et flot syn.''

Jeg sidder inde på mit værelse og tænder for radioen. Der er nyheder. Jeg er lige ved at skifte kanal, men nyhedsværten fortæller:

''Seks børn er forsvundet. To børn forsvandt i går aftes. De fire andre er forsvundet i den seneste tid på Nordbornholm.''
Jeg får en klump i halsen. Jeg har hele tiden troet, politiet tog sig af det.

''I dag på biblioteket, da jeg ville fortælle Conrad, hvad der skete på Hammershus, fik jeg en dårlig mavefornemmelse. Da jeg fortalte, at jeg så nogle døde fugle, så han nærmest lettet ud. Bagefter opførte han sig meget mærkeligt.'' 

Jeg fortæller altid Monkey, alt hvad jeg ved, og da han også er med i denne her situation, bliver jeg nødt til at dele det med ham.
''Det kunne være spændende at følge efter Conrad eller ham den mystiske mand, og se hvad det er, de laver.''
I det samme kommer ideen op mig.
Selvfølgelig skal jeg følge efter dem!

Nogle huse fra den mystiske mands gemmer Monkey og jeg os omme bag en mur. Venter på han går ud af sin dør. Døren rasler til mandens hus, han begynder at cykle. Det er nu vi slår til. Jeg tager min cykel, og i løbende stilling kommer jeg op på den. Monkey hopper hurtig op på bagagebæreren. Vi cykler igennem skove, stier, forbi huse og på vej hen til udkanten af Sandvig.

Hvor skal han hen? Det er da på vejen hen til Hammershus? Hvad skal han?
Han parkerer sin cykel for neden af den store bakke. Begynder at gå op mod Hammershus. Først ind i nogle små bygninger, men så går han hen til den største ruin. Nu er jeg sikker. Det er den mystiske mand.

Jeg ryster lidt da jeg kommer hjem. Jeg går ind på mit værelse med Monkey i hælene. Hvad er det for noget, jeg har rodet mig ud i?

''Vi skal have en plan, og det skal være nu!'' Begynder jeg og piller lidt ved min hættetrøje. ''Vi skal få de børn ud.''

Vi har en plan. Vi cykler op til Hammershus ved skumringstiden, ligesom første gang vi var der. Går gennem de snoede underjordiske gange. På en lille lap papir, har jeg skrevet ned, hvilken vej vi skal gå for at komme hen til børnene. Vi drejer til højre, venstre, venstre, højre og venstre, og efter nogle forkerte veje ser jeg tremmerne, med nogle meget søvnige og udmarvede børn omme bag tremmerne. Men foran tremmerne står den mystiske mand, med ryggen til. Monkey er bagved mig, han har gemt sig bag en bunke sten. Jeg snubler over en sten. Det larmer. Manden vender sig om. Jeg kikker op, prøver at komme op, men manden er for hurtig. Han er hurtigt henne ved mig, og tager mig om armene, med et fast greb.  Han er stærk, ligesom den mystiske mand. Jeg vender mit hoved om, og i samme øjeblik går det op for mig at det er Conrad. Conrad?!  Hvad lavede den Mystiske mand så ved Hammershus? Jeg bliver helt forbavset. Hvordan kan den venlige Conrad være forbryderen? Den søde mand, der altid har hjulpet mig med at nå bøger, der var på den øverste hylde. Den mand der altid har været så sød imod mig.

''Tænk at du var så dum, at du troede, du kunne lukke børnene ud, uden jeg ville opdage det!'' Conrads øjne er blevet mørke og triste. Han savler lidt ud af den ene mundvig.

''Uh uh ah ah!'' Monkey råber op. Hvad laver han? Vil han også gerne fanges?
Jeg kikker derhen. En mørk skikkelse står ved siden af ham. Hvem er det?! Hvordan er han kommet herned? Han har en pistol i hånden. Retter den mod Conrad. ''Slip pigen, eller jeg skyder!'' siger han med en hård mørk stemme. Stemmen er den mystiske mands. Jeg prøver at kæmpe mig fri. Sparker ham over skinnebenene. Sparker hvor jeg kan, kan mærke min vrede give mig en stor styrke. Jeg overvejer hurtigt, men sparker knæet op imellem hans ben, og han falder sammen. Grædende. Den eneste udvej. Jeg vrider mig fri fra ham, bange for han vil fange mig igen. Løber hen til Monkey og den mystiske mand.  Conrad er faldet ned på knæ, han kikker ned i jorden. Hans mørke hår er uglet. Han kikker op på den pistol, der stadig er rettet mod ham, med tårer ned af kinderne.
''Min søn døde!'' begynder han, men stopper for at rejse sig op. ''Min kone gik fra mig! Jeg havde intet at leve for. At have børn her fik mig til at føle mig glad igen.''

Mere siger han ikke.

''Nøgler,' siger den mystiske mand, stadig med pistolen rettet mod ham, og rækker hånden frem. Med en lille overvejelse overgiver Conrad sig, og giver nøglerne fra sig.

Jeg får nøglerne, sender et blik til Monkey, som stirrer på de udtryksløse børn. Jeg går forsigtigt hen til tremmerene, rasler med nøglerne, og låser op. Der går nogen sekunder, før de fleste af børnene overhovedet opdager, at der er låst op. De ser helt forkerte ud i ansigtet. De kan dårligt nok rejse sig op. De hjælper hinanden, helt fjerne i blikket. Deres fødder slæber sig hen over jorden. 

Nu er de fri...