I en hemmelig bunker ved Dueodde forbereder en gal mand et missilangreb på Danmark, men rammer i stedet en fiskekutter i Østersøen. Den skarpe IT-detektiv Simon Code må træde til og hjælpe det lokale politi. Læs hvordan det går i Adam Sonne Hansen og Olav Eilsøe-Madsens it krimi "Hackeren"

Adam Sonne Hansen og Olav Eilsøe-Madsen

HACKEREN

”MUAHAHAHA” lo Karsten D. Dos, da han endelig, efter 1 års arbejde, fik hacket sig ind på en kanon i bunkeren på Dueodde. Bunkeren var stor og klam. Den havde ikke været brugt i mange år, og der var rust hist og her. Der var også meget dunkelt og uhyggeligt. Kanonen havde han fundet under bunkeren i en hemmelig gang. Gangen var stor og fugtig og havde vand dryppende fra loftet.

 KNNIIIRRRK. En kæmpe låge åbnede sig i bunkeren, og kanonen steg op.

”Nu kan jeg endelig ødelægge hele Danmark med denne Plasma kanon! MUAHA!” grinede Karsten ondt

Han gjorde klar til at skyde. Han sigtede. Han varmede den op. Han skød!

Det var ikke et godt skud. Det var lige det modsatte. Det ramte dog en lille fiskekutter. Der lød et kæmpe brag og så var kutteren væk. Braget var så højt, at nogle fugle faldt ned fra træerne. Karsten bandede og svovlede, til han ikke kunne mere. Han tog en kæmpe hammer og slog løs på Kanonen. Den affyrede et til skud som ramte lige uden for stranden. Der kom en stor bølge som skyllede alt væk. Både sand og fisk og hele kanonen.

Karsten skulle bare ud fra bunkeren. Han tog alt sit dyre elektronik med sig og gemte sig i den klamme gang, hvor han havde fundet kanonen.

Dagen efter kom det hele i Tv2 nyhederne: ”Ja det var jo en voldsom eksplosion, som ramte en fiskekutter uden for Dueodde strand. Manden, der ejede båden omkom i eksplosionen, og man har ikke fundet ham,” sagde nyhedsværten Jakob Gertsen.

”Vi har mistanke til personen, der lavede eksplosionen. Hans forbrydernavn er Ilden. Han er pyroman, derfor tænker vi på ham. ”

”Hvis I ser denne mand, så henvend jer til den nærmeste politistation. Og nu til vejret med Signe Vestergaard. ”

Simon Code, den professionelle Programmør og mere eller mindre professionel Detektiv, slukkede TV’et og tænkte ’Ham Ilden kan ikke finde på sådan noget, tror jeg. Jeg tror mere, det er Karsten D. Dos, den dumme Hacker. ’

Han tænkte lidt over det og gik så til politistationen i Rønne for at sige, at han ville efterforske sagen. Han meldte det til politikommissær Gordon Blu.

 ”Det i orden,” sagde han. ”Men … kun hvis du tager Pede D. Ummesen med dig. ”

Så gjorde han det.

Pede var ikke lige den skarpeste kniv i skuffen. Han var rimelig dum, men når det virkelig gjaldt, kunne han gå ud over de normale grænser.

Imens Simon og Pede tog ud til Dueodde, var Karsten i gang med at flygte til sit gamle skjulested på Hammershus. Da Simon og Pede kørte, spurgte Pede. ”Hvem er Karsten D. Døs… Jeg mener P. Do… Nej øhm D. Dos? ”

”Han er en professionel Hacker, som vil ødelægge Danmark, fordi han skulle til at blive statsminister, men besvimede så i sin tale. Folk ville derfor ikke vælge ham. Derfor vil han nu have hævn på hele Danmark. Han blev til en forbryder, som jeg har været på jagt efter i lang tid. Han har også lavet mange andre forbrydelser. Han er også spiludvikler og har lavet et spil kaldet Scrolls. ”

Da de kom ud til Dueodde bunker, så de to små sæt fodspor, der førte ud i havet.

”Hmm, så har Karsten måske fået nogle hjælpere,” tænkte Simon.

De fulgte sporene, men det var bare to dykkere. På deres dykkerdragter stod der

A.    Sonne Hansen og O. Eilsøe-Madsen.

”Kender i noget til Karsten D. Dos” spurgte Simon.

”Vi kender ikke Karsten, men vi har fundet en patron fra eksplosionen. ”

De gik tilbage til den klamme og gamle bunker og ledte efter flere spor. Der var intet ud over en masse tang.

”Jeg tror, det er ham Karsten, der har gjort det. Men politiet vil nok ikke tro os. ”

Pede tog tilbage til stationen og Simon til sit hus.

Mens han sad derhjemme, så han lidt TV og lavede nogle Google briller af gamle briller og en Mobiltelefon. Han havde også patronstykket med hjem og han scannede den for fingeraftryk. Det var Karstens aftryk.

Efter nogle dage gik Simon ind på sin hjemmeside kaldet  bornholmskrimiblog.blogspot.dk og så på nogle gamle ting, da en Pop-Up reklame kom frem. Det var en reklame for Scrolls. Der stod: TAG OG SPIL SCROLLS! DET ER DET FEDESTE SPIL OG UDVIKLET AF MOJANG! Simon tænkte så ’Hmm så har jeg alligevel et spor at gå efter. ’

Mojang kontoret lå i Sverige.

Han rejste dertil og fandt Kontoret. Der var fire store døre. På den første stod der Minecraft. På den anden Cobalt. På den tredje Scrolls. Og den fjerde stod der Markus Persson alias Notch. Ejeren af Mojang.

Simon gik ind på Notch’s Kontor. Han spurgte om Notch kendte til Karsten D. Dos. Notch svarede ”Jaa, han har arbejdet for mig, da Scrolls var ved at blive udviklet. Hvorfor vil du da vide det?”

”Fordi jeg er sikker på, han har begået en forbrydelse og skal vide, hvor hans skjulested er. ”

”Jeg tror, han bor i Boderne på Bornholm eller der omkring, ” sagde Notch.

Simon tog så til boderne, men Karsten var der ikke.

Han spurgte de gamle indbyggere, om de kendte Karsten D. Dos. Det gjorde de, og fortalte, at han kunne købe information hos dem for kun 500 kr.

Pr sætning!

Han fandt så lige 1500 kr. frem og betalte dem. De fortalte så: ”Karsten D. Dos boede her engang, men ikke mere. Sidst vi så ham, var han på vej ned til Dueodde bunker. Vi ved, han elsker Hammershus. Så siger vi ikke mere, med mindre du hoster op lille ven.”

Så tog Simon til Hammershus. Det var pilmørkt og tåget, men heldigvis havde Simon sine Googlebriller med nattesyn indbygget. Dem tog han så på. Han gik lidt rundt og fandt så en utydelig skygge. Det lignede Karstens skygge. Uheldigvis havde Karsten også set Simon.

Så begyndte jagten. Karsten løb ind i det gamle Manteltårn, hvor han holdt de to dykkere fanget. Simon kom løbende efter. ”Bare ET skridt nærmere, og jeg skyder dem. ” Råbte Karsten og pegede med sin Revolver på børnene. Simon stod helt stille og tænkte over, hvordan han kunne redde dem. Han tog så en Kasteøkse og kastede efter Karsten. Den ramte forbi, og Karsten skød så… BANG! Men det var ikke dykkerne, han skød, men Simon!

Heldigvis kun i benet.

Simon skreg og Karsten løb. Han løb ind i skidehullet ved siden af Manteltårnet og gemte sig. Men da han ville kravle ud igen, blev udgangen blokeret af en kæmpe stor sten. Han kunne nu kun kravle op. Men da han ville gøre det, blev der kastet et rustent gitter for.

Det var Pede, der gjorde det. Simon havde i smug ringet til Pede med sin mobil som han havde fået af Professor MacBook.

Politiet fandt ud af, at det var Karsten, der lavede eksplosionen ved at udspørge Karsten. De tog Karsten med hen til politiet, og de satte ham i isolations boks.

Simon blev kørt på hospitalet og fik at vide, at han skulle få amputeret sit ben.

Da han fik det at vide, vidste han, at han ikke kunne være detektiv mere. Han fik i stedet for et job hos Mojang som Coder.

På hans kontor står der: S. Code – Coder af første rang.

Ild og uheld hedder Ida Miller Lunds lille krimi, der handler om drengen Mathias. Han skal passe sin lillesøster og sin fætter Isak fra Sverige. Men pludselig er én af dem væk ...

 

Ida Miller Lund

Ild og uheld

 

 

”MOR!” råber Mathias.

 ”Hvad er der?” spørger mor.

”Alle de andre har det nye computerspil,” siger Mathias.

 ”Og hvad så?” Mor kigger uforstående på Mathias.

”Så skal jeg også have det”. 

”Nej”.

”JO”.

”NEJ!”.

”JO!!!”.           

 ”Okay men så skal du også passe din lille søster Maja og din fætter Isak og sørge for, at de ikke laver ballade eller kommer i problemer.”

Mathias er ikke helt vild med aftalen, men han vil vildt gerne have det computerspil.

”Mor må jeg gerne få en pony?” siger Maja plagende.

”Nej! Vi skal hen og hente Isak, din fætter og onkel Mads, ham med svenskerhåret,” siger mor bestemt.

Nu er de ved flyet.

Det er godt nok et stort fly, tænker Maja.

”Hej, Isak!” siger mor glad

”Hej!” siger Isak. Isak kommer dem i møde med et stort smil. Han snakker og snakker. Men det lyder lidt sjovt, fordi han er svensk, og han er i gang med at spise en donut samtidig. Isaks far kan både tale dansk og svensk, men ligner en svensker, og de bor jo også i Sverige.

”Mor, far og onkel skal ud og købe ting til sankthans, så nu er det mig, der bestemmer,” siger Mathias.

Mathias og Isak ser tv, og Maja er på sit værelse med de mange Barbie dukker.

”Vi skal spise,” råber Mathias. Isak sidder ved bordet og savler, som om det gjaldt hans liv. Mathias råber igen og igen, men der kommer ingen Maja ned. Så Mathias løber op af trappen og smækker døren op.

Der er ingen Maja, men vinduet er åbent, og de lyserøde gardiner blafrer ud af vinduet.

Der er en seddel, hvor der står: Hvis i nogen sinde vil se jeres lille irriterende søster, så er det bare æRgerligt. vi er i hvert fald ikke på Hammershus!

 Mathias kalder på Isak.  Isak kommer op ad trappen, og han påstår, at han ikke har munden fuld af mad. Mathias er ret sikker på, at brevet er et vildspor, men Isak er allerede på vej hen til bussen for at køre hen til Hammershus. Når Mathias kommer hen til bussen, er Isak allerede oppe i den.

”Så jeg er nødt til at stige på,” siger Mathias til sig selv.

 Isak går ud af bussen, inden drengene er ved Hammershus

Men hvorfor?

 ”Isak hvad laver du dog?” spørger Mathias.

”Jeg blev sulten,” siger Isak med munden fuld af burger og pomfritter. Mathias skælder Isak ud. Isak begynder at græde. Så får Isak lov til at spise resten af sin burger og bliver god igen.

Nu er Isak og Mathias på bussen igen.

”HJÆLP !” lyder det oppe fra Hammershus. Mathias og Isak løber op på Hammershus … eller det vil sige, Mathias løber. Isak er lidt, nej, MEGET bagud og råber dramatisk: ”bare forsæt uden mig”.

De ser et orange skær fra et bål, og nu bliver det for alvor uhyggeligt.

”Jeg kan se hende” siger Mathias til Isak.

Men hvor er Isak nu hende?

Mathias tænker: gad vide om der er en kiosk her

”JA, der er den,” siger Mathias til sig selv og løber derhen. Der er Isak.

”Helt ærligt, du har jo lige spist en masse burgere,” siger Mathias vredt.

”Undskyld” siger Isak trist og spiser sin is. 

Nu skal det gå stærkt.

”HJÆLP!” lyder det igen.

Og der ser de det. Der er nogen mænd iført kitler, som vil smide Maja på et bål.

”De har set os. LØØØØØB!” skriger Mathias, og han løber og løber og løber videre.  Men når Isak ser bålet, så tænker han straks på mad, og alle mændene er jo løbet efter Mathias, så Isak går bare lige så stille hen og tager den skrækslagne lillesøster Maja.

Maja og Isak finder Mathias inde i kiosken, og så tager de bussen hjem og lægger Maja i seng. Og så kommer mor, far og onkel hjem med en slikkepind til Isak og computerspillet til Mathias.

Når Mathias og Isak skal sove, ligger de længe og tænker på, hvem der ville kidnappe Maja. Og lige der slår det Mathias, at når de er ude at handle vil Maja altid drille og provokere personalet.

Så ringer de stille og roligt til politiet og siger, at de havde taget Maja , og at de ville smide hende på et bål 

”Og lige en sidste ting du må ikke sige det til min mor, fordi så må jeg ikke spille mit computerspil,” siger Mathias uroligt.

Og det forstår politimanden godt. For det har han selv prøvet.

Dagens krimi handler om en pige, som uvidende kommer til at filme en forbrydelse ud for Lævka ved Hasle til sin Youtube kanal. Forfatteren hedder Anine Bay. God læselyst!

                                                Anine Bay

 

                     Den specielle youtube video

Det er blevet sommerferie, og vi er lige flyttet hertil. At flytte er måske meget let, men at sige farvel til ens venner og veninder, er meget sværere. Min lillebror Mikkel synes bare ,det er fedt, men så enkelt er det altså ikke for mig.
Jeg ville da gerne flytte, men til Bornholm, nej tak. Det eneste, jeg kan lave på Bornholm, er at lave videoer og uploade dem til min youtubekanal, hvis der overhovedet er Internet her i Hasle.

Jeg tager mit kamera rundt om halsen og løber ned ad vejen. Jeg ender nede ved en badebro. Her er mange mennesker, det havde jeg godt nok ikke regnet med, men jeg synes dog ikke, at det er pinligt at filme. Jeg er ligeglad med, hvad folk tænker om mig, der er jo alligevel ingen, jeg kender, her.
Jeg tænker lige lidt over, hvad jeg skal sige i videoen, men trykker faktisk på tænd knappen, inden jeg har tænkt helt færdigt.
Jeg filmer de små fugle som synger, de store fugle som hapser mad fra børnene, de glade turister som bader og de seje både, som flyder i det smukke, klare, blå vand.

Jeg har nu oploadet min nye video, og der er allerede mange, der har set den.
Da jeg selv er i gang med at se videoen, opdager jeg pludselig, at der står to mænd og råber af hinanden. De står i hver deres båd. Jeg zoomer ind. Det er meget sløret, men jeg kan stadigvæk se, at den ene mand har tatoveret en kæmpe slange i halvdelen af hovedet, og at den anden mand har et stort rødt halstørklæde på. Jeg tager et screenshot.
Det ligner, at de giver hinanden noget. Jeg kniber øjnene sammen.
Et par store grønne poser, eller noget i den stil. Jeg er forvirret, hvad er der dog i de poser?

Jeg tænker, at jeg bare skal glemme det her, det er sikkert ikke noget alvorligt, men alligevel kan jeg ikke lade være med at tænke på det.
De sidste sekunder i videoen, ser jeg, at en af mændene peger hen mod mig.
Jeg tror, det er mig, men jeg er ikke helt sikker. Måske har de set, at jeg filmede?
Pludselig hopper der en grå kasse op på min computer. ”En ny følger” står der.
En mand ved navn Jens er begyndt at følge mig. Senere opdager jeg, at han også har spurgt, hvor jeg er flyttet hen. En gammel mand, hvorfor skulle han spørge om, hvor jeg var flyttet hen?
Det virker underligt, kan han ikke være ligeglad? Jeg bliver lidt utryg, utryg over hvad han vil mig. Jeg går ind på hans profil, hans profil er privat.
Er han pædofil eller hvad? Jeg får kuldegys, men selvom jeg er lidt bange, svarer jeg stadigvæk.
Da jeg er i gang med at svare, kommer min mor brasende ind af døren
"Hej skat, vi er hjemme. Kommer du ind og ser TV avisen?"
"TV avisen? behøver jeg?"
"Ja, det er godt at følge med i, hvad der sker" siger hun med en bestemt, og ’jeg ved bedst’ stemme.
Der er altid stille, når vi ser tv avisen, og jeg plejer altid at lukke ørene, men i dag følger jeg rent faktisk med.
"Nyhederne god aften. Mange mennesker ligger netop nu på Rønne hospital, fordi de har taget farlige, små, grønne piller. Politiet er helt uden spor, og hvis nogen hører eller ved noget, skal i kontakte dem med det samme. Der er 50.000 kroner til den, som giver gode spor." fortæller damen, med en meget alvorlig tone.
Kort tid efter, jeg er faldet i søvn, vågner jeg med et sæt. Det er mørkt, og en masse tanker kører rundt i hovedet på mig. Jeg ryster og er indhyllet i sved.
Jeg hopper op af sengen og skynder mig hen til kameraet.
Selvfølgelig, mændene gav hinanden piller, altså de grønne, farlige, små piller.
Jeg tørrer søvnen væk fra øjnene, yes,yes,yes, selvfølgelig, det er ikke grønne plastik poser, det er jo klare plastik poser med noget grønt i.
Det må være pillerne.
Jeg må undersøge videre på sagen.

 
Selvom jeg ikke har sovet særlig meget i nat, vågner jeg stadigvæk meget tidligt.
Jeg sætter mig op på min gule cykel. Starter en GPS på min mobil, så jeg kan finde hen til Politistationen i rønne.
"Goddag!" siger en muskuløs mand med uniform på"
"Hej, mit navn er Oline, og jeg er kommet her, fordi jeg har fundet spor til smuglersagen."
"Det er godt med dig, ved du godt, at man ikke må lave sjov med politiet?"
Siger han med en hård stemme, imens han puffer mig blidt ud af døren.
"Jamen, jeg har jo det hele her på film," siger jeg, da han allerede har lukket døren, i hovedet på mig.
Jeg sætter mig ude på et fortov. Her er stille og tåget. De eneste, jeg kan høre, er mit eget åndedræt, og støvregnen der stille er ved at stilne af.

Pludselig vågner jeg op fra min tænkeboks. En ambulance kører forbi mig, med fuld udrykning. Jeg cykler efter den, måske har det noget med pillerne at gøre. Ambulancen ender ved et hospital. Jeg kigger mig lidt rundt, en mand sidder i en kørerstol og ryger. En anden dame sidder og græder på en bænk.
Jeg bliver nedtrykt, nedtrykt over, at folk skal have det dårligt.
Jeg går ind på hospitalet. Her lugter underligt.
En smilende dame spørger:
"Hej, hvad laver du her?"
Jeg ved ikke, hvad jeg skal svare, jeg går nærmest i panik.
Hvad laver jeg egentligt her? Jeg ved det jo ikke engang selv.
Imens damen kigger underligt på mig, svarer jeg:
"Øhhhm, jeg interesserer mig meget for stoffer, og jeg har hørt at der er mange mennesker, indlagt her på hospitalet, måske jeg kunne få lov at tale med nogle af dem?"
Der er stille lidt.
"Desværre, der er ikke mulighed for, at du kan møde de syge her på afdelingen."
Da jeg er på vej ud, hører jeg en dame sige:
"En ny mand indlagt på stue 4, fordi han har taget de grønne piller."
Jeg kigger rundt, og ser stue nummer 2. Døren er blå.
Stue 2, Stue 3, Stue 4, selvom jeg ikke må, banker jeg på stue 4.
"Kom ind" siger en ung mand, med en speciel stemme.
Jeg går ind af døren. En mand med tatoveringer kigger underligt på mig.
"Hej" siger vi i munden på hinanden.
"Jeg kommer her, fordi jeg gerne interviewe dig. Du er vel en af dem, der er kommet til at tage de grønne farlige piller?"
Naaarh," tøver manden.
"Hvem gav dig dem?" spørger jeg meget hurtigt, og højt.
"Jeg ved ikke, hvem det var, og hvad han hedder, men jeg ved, at han havde en tatovering i hovedet"
Inden han har sagt hele sætningen færdig, siger jeg:
"Altså en slange, eller nået i den stil?"
Da jeg er på vej ud af døren, er der en bag mig, der råber "hey!"
Jeg vender mig om og ser de to mænd. Altså mændene fra bådene.
Jeg kan genkende det røde halstørklæde og tatoveringen i hovedet.
Jeg kan høre, at de følger efter mig, hvad vil de? Jeg griber fat i min cykel, og de er lige i hælende på mig. Det regner meget nu, men jeg er inde i skoven.
Mine ben syrer.
Det er hårdt, og jeg kan mærke, at sveden løber ned ad min pande.
Manden med tørklædet råber efter mig.
Jeg er bange, og der er ingen mennesker, der kan hjælpe mig her ude i skoven. Jeg har ondt i mine baller, fordi at der hele tiden kommer, små bump fra skovbundens grene. Jeg sveder i knæhasen og i mine armhuler.
1 kilometer til Hasle, står der på det skilt, jeg lige har kørt forbi.
Pis, pis, pis! En sten er foran mig, og jeg vælter over den.

Jeg har slået hul på knæet, og jeg kan mærke, blodet trille ned af mit skinneben. Det gør ondt, men jeg må holde ud. Jeg er oppe på cyklen igen, og jeg kan nu se røgeriet.
"Giv os dit kamera!" siger manden, som er lige ved at overhale mig.
"Aldrig!" svarer jeg.
Mændene har nu overhalet mig, og jeg skal nu til at tænke. Jeg må gøre dem
forvirrede. Jeg må skyde genvej. Jeg cykler ind i røgeriet. Ind hvor alle fiskene bliver røget. Imellem alle de sild, som stinker så dårligt.
Jeg ser en solbrun dreng stå alene i hjørnet, henne ved sildene. Jeg kaster mit kamera og siger hurtigt:
"Se det, og gem det."
Jeg cykler videre, ned til vandet. Yes, jeg har sluppet fra dem, når jeg lige at tænke, inden jeg mærker en andens åndedræt i nakken på mig.
Mit hjerte slår hurtigt, rigtig hurtigt.
En mandestemme hvisker i nakken på mig:
"Nu har jeg dig, du holder mund, ellers er det slut for dig og din familie."
Jeg står stille og er helt tavs. Jeg ser ud i mørket, og tænker, jeg er fortabt.
Manden med det røde halstørklæde, kommer nu sejlende i en motorbåd, mens manden bag mig fører mig ud til kajen.

Han hvisker: "Giv mig kameraet, hvor er det?"
"Jeg har det ikke, jeg tabte det på vejen" lyver jeg.
"Idiot" Siger han, imens han næsten kaster mig ned i motorbåden.

 
Det er næste morgen, og jeg vågner ved, at et papir flyver hen i hovedet på mig. Jeg kigger på papiret. Jeg ser et billede af mig selv. Der står "savnet".
Jeg bliver forbavset. Manden med det røde halstørklæde kigger på mig.
Jeg sætter mig hurtigt, på papiret.

Jeg ser ud på solen, der er ved at stå op. Jeg er sulten, og tørstig, og det er også længe siden, at jeg har fået min kaffe med mælk og sukker. Jeg græder, og lige nu ved jeg faktisk ikke, om smuglerne er ude efter kameraet, eller mig.

Vi er langt ude på havet, men jeg synes, at jeg ser en skikkelse af en dreng inde på kajen. Jeg siger:
"Altså, er i ude efter mig, eller kameraet?"
"Kameraet selvfølgelig," siger manden, som om jeg er helt dum.
"Så sejl dog ind til broen, så jeg kan få fat i det."
"Hey, makker, sejl ind til kajen, så hun kan skaffe kameraet," siger den tatoverede mand, med en tone som om han ejer hele verden.
Vi er næsten ved kajen, da mændene opdager, at nogle politimænd står oppe på broen.
"Drej, drej, drej," siger manden, med en meget voldsom stemme.
Jeg går i panik, og det eneste, jeg tænker, er at jeg må komme væk.
Jeg hopper ud af båden.
"Fuck," hører jeg manden råbe, da jeg skal til at springe.
Vandet er koldt, og jeg svømmer, alt hvad jeg kan. Plasker med arme og ben, som om jeg er ved at drukne.

Jeg ser at en hånd rækker ud efter mig, jeg kigger op. Den lækre solbrune dreng står og kigger mig lige i øjnene. 
"Tak fordi du fandt mig," siger jeg, imens jeg stadigvæk ligger i vandet og ligner en tumpe. Der går ikke længe, før vi bliver afbrudt.
Politiet er nu på vej ud med en motorbåd. Jeg hører kun nogle små stemmer ude fra havet, men hvad de siger, kan jeg ikke fange. Jeg ser, at politiet får bremset de to mænd.

Jeg er rystet, og ked af det. Denne oplevelse, havde jeg ikke regnet med at få her på kedelige Bornholm.

 

Bornholm er nok ikke solskinsøen, men kærlighedens og pengenes ø.
Jeg står nu med 50.000 kroner, og en fantastisk dejlig kæreste.

Måske jeg får råd til at komme på ferie til en anden ø end dette ubeskrivelige sted.

Dagens krimi fra forfatterskolen 2014 på Bornholms Biblioteker hedder Åens kolde vand. Den er skrevet af Anina Linnea Stender Alstrup. En pige ved navn Anna bliver vidne til, at hendes ven falder i vandet og forsvinder. Er det et uheld, eller ...?

Anina Linnea Stender Alstrup

Åens kolde vand

Den dejlige morgenbrise, blandet med fuglesang, spredte sig i hele skoven. Vi var på den årstid, hvor skoven sprang så smukt lysegrøn. Vandet fra åen løb i en rolig strøm, og den kolde luft fyldte vores hoveder.

Men pludselig …

”Kom nu ned derfra, før det går galt, og du falder ned i åen og slår dig!” råbte Anna ”Tag det nu roligt, der sker ikke noget,” svarede Mads meget roligt og selvsikkert. For at drille Anna, kravlede Mads længere ud på grenen, som efterhånden bøjede mere og mere nedad.

”Hey Anna, hjælp, jeg ryger længere ned! Hjælp!” råbte Mads.

”Jeg sagde det jo din klovn,” sagde Anna og løb alt, hvad hun kunne for at nå den hånd, han strakte ud til hende. Men han faldt længere og længere ned og til sidst, som han følte, den blev hængende, hørte han en knæklyd, og han faldt ned i åen. Han slog sig bevidstløs, da hans hoved ramte en sten, og vandet var så koldt, at han ikke kunne holde varmen.

Langsomt flød han hen af åen, langs med strømmen.

Anna sprang i vandet og svømmede, alt hvad hun kunne. Baskede med arme og ben, alt hvad hun havde lært. Hun gled på næsten alle stenene, men hun kunne ikke nå ham. Ligesom strømmen var ved at tage hende, fik hun greb om en gren og hevet sig i land. Anna gav sig til at græde, hun var ude af sig selv, og vidste ikke, hvad hun skulle gøre. Mens hun græd sig selv til vanvid, hørte hun en pusle lyd, og så skyggen af en kappe og en grensaks forsvinde mellem træerne…

Drivvåd løb hun, alt hvad hun kunne. Ud gennem skoven. Tårerne løb ned af kinderne på hende. Hun løb hjem, op på sit værelse og smækkede døren. Hun vidste ikke, hvordan hun skulle sige det til sine forældre. Men hun var jo nødt til det. Mads var faldet i åen og muligvis død. Hun kunne jo ikke bare skjule det.
Hendes mor bankede på og spurgte, hvad der var galt. Hun svarede bare, at hun havde faldet og slået sig. Men hendes mor troede ikke på det.
”Sig det nu Anna, du er helt gennemblødt. Du er ikke bare faldet,” sagde hun og tvang Anna til at sige det.
”Mads er faldet i åen, og jeg ved ikke, hvor han er, og om han er død… Jeg var jo nødt til at prøve at redde ham. Men jeg klarede det ikke.”
Nu løb tårerne ned af hendes kinder og hendes mor afbrød:
”Rolig, hvad siger du, er Mads død?!”
 ”Jeg ved det ikke. Han kravlede op i træet og så knækkede grenen, og han slog hovedet, og jeg prøvede at stoppe ham!” Nu lød Anna helt panikslagen. ”Men jeg så en skygge forsvinde mellem træerne. Så jeg ved jo ikke om den knækkede, eller om der var nogen der klippede den over, personen havde en grensaks i hånden!”
 ”Siger du der var nogen der klippede grenen over som Mads sad på, og så faldt han i åen?” spurgte mor meget undrende.  ”Men Anna, jeg har jo sagt, at I ikke må være ved åen, den er farlig. Der er en meget kraftig strøm her efter vinteren!” Sagde hun meget bestemt, og lidt irriteret.
 ”Jeg ved det godt, men… Jeg sagde jo, han skulle komme ned, men han ville ikke lytte!” svarede Anna helt oprevet.
”Jeg ringer til politiet, og så til Mads forældre,” sagde hun og forsvandt ud af døren, og ned af trappen. Anna kunne høre lyden af tasterne på telefonen og biblyden, der pludselig stoppede, og røret blev taget i den anden ende. Mor lød trist. Man kunne høre den meget sørgelige måde hun snakkede på. Mads’ stedmor græd så højt, at man kunne høre det gennem en dør, ned af en trappe, og gennem telefonen. Men det var forståeligt. Hendes dreng var væk, og måske for altid.
Men alligevel lød det lidt falsk.
Hun kom op ad trappen en halv time senere, og hendes skridt blev tungere og tungere. Langsomt åbnede hun døren og sagde, at politiet var på sagen. Desværre var det ikke nok til at opmuntre hende, men det hjalp lidt. Hun kiggede på sin mor med hundeøjne og var ved at bryde helt sammen.
”Så, så det skal nok gå Anna,” sagde hun så og gav hende et ordentlig kram, og et lille skævt smil.

 

Næste morgen stod Anna op og gik ned til åen. Bare for at sidde og tænke lidt over alting. Den gamle venlige kone ved navn Gerda, der boede i huset ved siden af skoven, og som altid har givet dem saft og småkager, kom ned til åen, for at samle forårsblomster. Hun satte sig ved siden af Anna og spurgte:
”Hvor er din ven henne?” Anna fik stablet et lille smil på benene, men begyndte i stedet at græde.
”Han faldt i åen i går, og han…” fik Anna stammet frem.
”Og så, flød han væk med strømmen…” sagde Anna og var lige ved at bryde sammen.
”Nå, så det er derfor der er blod på stenen?” spurgte Gerda.
 ”Jeg skal hjem nu,” sagde Anna tøvende. Gerda sendte et smil da hun gik.

Lige som Gerda skulle til at rejse sig, hørte hun lyden af skridt nærme sig mellem bladene og den hårde jord. Hun lod som ingenting og smuttede om bag et træ, og gemte sig.

Hun så en dame med langt sort hår, og noget køkkenrulle i hånden. Hun så, at hun satte sig ned på hug, og begyndte at skrubbe på stenen. En gang i mellem dyppede hun papiret i vandet, og skrubbede så på stenen igen. Hun sagde til sig selv, at det virkede meget mistænkeligt. Hun begyndte så at tænke på det, Anna sagde, og at det måske hang sammen. Hun tegnede damens udseende for sig, og huskede hendes lange sorte hår og den mørkeblå kappe. Langsomt listede hun sig op mod huset og et skævt smil bredte sig på hendes ansigt.

Dagen efter kom Anna igen. Denne gang ikke ned til åen, men ind i Gerdas gård, og bankede på døren.

”Jeg er i haven,” råbte Gerda et stykke væk fra husets hovedindgang.
”Nå hej. Anna er det dig, hvad laver du her?” spurgte hun nysgerrigt, men virkede også glad for at få besøg.
”Jeg ville bare sige hej,” svarede Anna med en lidt forsigtig stemme.
”Når ja, nu du er her, skal jeg lige spørge dig om noget,” sagde Gerda.
 ”Kender du en dame med langt sort hår der kunne havde noget med Mads at gøre?” spurgte hun nysgerrigt.
”Ja, det er hans stedmor? Hvorfor?” Spurgte Anna.
”Er du sikker? fordi jeg så at… Nej ikke noget.”
”Jo sig det, Gerda … ”
”Jeg så, at hun tørrede blodet af fra stenen, og at hun havde den kappe på du beskrev.”
”Du tror da ikke, at …”
”Jeg ved det ikke, Anna, men jeg tror det.”  
Anna løb, alt hvad hun kunne ud af haven. Væk fra gårdspladsen, og hele vejen 1,3 kilometer til Mads hus. Hun bankede døren ned, og tårerne blandet med sved løb ned af kinderne på hende.

Endelig blev der åbnet, det var Mads far. Hun prøvede at mase sig forbi ham. Hun skreg op, at hun ville snakke med Mads stedmor, som hun selvfølgelig ikke kunne huske hvad hed.

”Rolig Anna. Hvad sker der, hvad skal du her?” spurgte Mads far meget overraskende. Mads stedmor kom gående ned af trappen i det sekund, hvor Anna kom brasende ind.
”Dig! Hvorfor?” spurgte Anna chokeret og helt oprevet. Denne gang var hun gennemblødt i ansigtet af bare tårer. Klara, som Mads stedmor hedder, sendte Anna det blik, som betyder, hun skulle holde mund.
 ”Det var dig!” Råbte Anna så højt hun overhovedet kunne.”
Mads far trak hende langsomt med udenfor, og satte sig på hug og spurgte:
”Hvad sker der Anna?”
”Din kone har dræbt din søn!” sagde Anna
 ”Kan I ikke se det?”
Da hun var faldet lidt til ro, kiggede hun opgivende på Mads far og sagde: ”Jeg så det selv. Hun klippede grenen, hun grædte falsk, og hun fjernede blodpletten fra stenen. Jeg har altså ret. Hvorfor vil I ikke tro mig?”
”Anna, jeg tror, du skal gå hjem nu.”
Langsomt gik Anna ned ad havegangen med de mest triste øjne nogensinde. Da hun kom hjem, lod hun blikket falde på den store bunke af beskidt tøj, og smed sig i den. En halv time efter kom Annas mor op på hendes værelse og sagde, at Mads far havde ringet. Han sagde: ”Du havde ret. Han, havde fundet grensaksen med blod på, pakket ind i den mørkeblå kappe, det var hende … Jeg skulle sige tak,”

Anna blev næsten glad indeni, og et stort smil bredte sig på hendes læber. ”Kom her!” sagde Annas mor og krammede hende.

 ”Min egen lille detektiv!”

En tur til Hammershus udvikler sig til noget af en gyser for de to skolebladssjournalister fra Svaneke skole. Ludvig Mattson er forfatteren til krimien Én artikel - mange døde

LUDVIG MATTSON

forfatterskole 2014

Én artikel - mange døde

 

Jeg trykkede min krop op mod muren, den halv røde farve smittede af på min T-shirt, og jeg svedte søer. Jeg tror aldrig i mit liv, at jeg havde løbet så stærkt. Jeg vidste ikke, hvem han var, eller hvordan han gjorde det, men ... hvis han opdagede mig nu, ville jeg blive lige som alle de andre, han havde dræbt. Og så kunne jeg jo ikke redde børnene...

 

Jeg gik op mod torvet, hvor bus holdepladsen var. Alex ventede allerede på mig. Jeg løb den sidste del af vejen hen til ham.

"Hvornår kommer den?" spurgte jeg.

"Den skulle gerne komme 10:35"

Vi tog bus nummer 7 op mod Hammershus. En halv times tid og 2 poser matador Mix mere var vi der endelig. Vi steg ud af bussen og var helt på dupperne. Vi havde glædet os til at skrive denne her artikel i et helt år, og nu var den her endelig.

Jeg kan stadig huske den gang mig og Simon blev kaldt op på kontoret. Jeg kan huske hvor bange jeg var for at få en skideballe, og jeg kan huske hvor glad jeg blev, da vi fik at vide, at vi skulle være journalister for Svaneke skoleblad. To bedste venner, som begge elskede at skrive, var nu journalister sammen. Kunne det blive bedre? Det var nogenlunde det, som gik igennem mine tanker hele den dag.

Men nu var det altså et helt år siden, og nu stod vi her på Hammershus klar til at suge alt det info, som vi kunne finde på skiltene rundt omkring. På det første skilt, vi kiggede på, stod der noget om Leonora Christina og hendes mand, som blev fanget i et tårn. Simon læste op, og jeg tog notater. Da vi nåede skilt nummer 3, læste han: ”i 1743 begyndte man at tage mursten fra Hammershus. Man gjorde det for at hjælpe alle borgerne med ... ”

”Vent lige et sekund” afbrød Simon.

Jeg spurgte ham, hvad der var galt.

”Under ordet hjælpe ... der står et andet ord under det,” sagde han.

”hvad mener du” spurgte jeg og gik hen til ham. Ganske rigtig lige under ordet hjælpe stod der noget andet. Nogle havde sat en lille lap papir ind over det ord, der rigtigt stod.

Simon holdt vagt, imens jeg lige så stille lirkede glas låget af. Det knirkede, og jeg for sammen. Tænk nu, hvis der var nogen, der havde hørt det. Men da jeg kiggede over på Simon, gav han tegn til, at der var frit spil. Jeg tog det helt af og skubbede det lille papir væk. Og i stedet for at der stod ”hjælpe”, stod der nu ”redde”

”Hvorfor havde de skulle redde folket i 17hundredetallet,” spurgte jeg.

 Og hvem kunne være mere heldig end mig at have en bedste ven, som er klassens historienørd? Der var bare lige den ulempe, at når jeg siger historienørd, mener jeg historier som gamle myter og fortællinger.

Og så begyndte han ellers på sit overtroiske halløj:

”I 17hundrede tallet var der en mand, som blev kaldt John. Ingen kendte hans rigtige navn, men han kastede en form for forbandelse over Hammershus. Forbandelsen lå i de krybegange, der ligger under Hammershus,” sagde Simon

”Nej, der ligger sgu da ikke nogle krybegange under Hammershus slotsruin” sagde jeg.

Han sagde en masse vrøvl om krybegange, og hvordan man kan skjule dem, og noget med døde folk, der lå i et rum og en kraft fra murene, der holdt ham i live. Og en masse ævl. Jeg var koncentreret om noget helt andet. Den lap papir, jeg lige havde skubbet væk ... der stod noget bag på den. Jeg tog den op og skulle lige til at vende den om, da Simon næsten hvæsede. ”Der kommer nogen!”

Jeg fór sammen og stoppede den lille lap pair i lommen. Og satte med overaskende lethed glas ruden på igen.

Det var en mand med en smule rødt skæg og skinnende blå øjne. Jeg havde set den mand før. Men hvor? Han kom hen mod os kom smilende gående hen i mod os.

”Nå, hvad laver sådan nogle unge fyre her oppe så tidligt. Og så på en weekend? ” sagde han.

Vi smilede igen og svarede, at vi bare skulle skrive en artikel om Hammershus. Og smuttede derefter meget hurtigt væk. Jeg nåede kun lige at høre, at han svarede at han hed John.

 ”Tror du, han opdagede det? ” sagde Simon.

Jeg svarede, at nej, det håbede jeg ikke, og vi fortsatte op mod ruinen.

 Simon blev ved med hans ævl. Indtil jeg sagde: ”OKAY Simon hvad er det du vil have mig til at gøre”.

 ”Jeg syntes, vi skal finde den krybe kælder og se, om det er rigtigt”. Jeg kiggede på ham. Vi var trods alt bedste venner, og han plejede at have en grund til at ævle på den måde, så jeg endte med at sige: ”okay så gør vi det sgu.”

Så var der da også lidt at lave den dag, som ikke bare var at skrive.

Han så på mig med et blik, der betød, mener du det. Og jeg svarede.

”Ja, nu skal du bare høre ... ” sagde han og begyndte så igen. Og denne gang anstrengte jeg mig faktisk for at høre efter. Men efter noget, som godt kunne minde lidt om den tid, min mor bruger, når hun drikker kaffe med sine veninder, endte jeg alligevel med at koncentrere mig om nogle helt andre ting. For eksempel den høje mand i en hætte, der hele tiden kiggede sig rundt omkring, som om han var bange for at blive holdt øje med. Han var tydeligvis skræmt og opdagede nogen eller noget og løb om bag en bygning. Simon stod lidt og ævlede videre, da jeg fik en SMS fra min mor. Hun skrev med  capslock. ”DIG OG SIMON KOMMER HJEM FRA HAMMERSHUS NU!!!

”Jeg viste den til Simon og sagde. ” vi må hellere gøre som hun siger. Hun kan blive ret så sur.”

”Men så får vi jo ikke skrevet artiklen færdig” sagde Simon.

Jeg svarede, at hun nok havde en god grund. Og han svarede, at det havde hun bare at have. På vejen hjem skrev jeg og sagde, at vi var på vej hjem, og hvorfor vi nu skulle det.

Der gik næsten ingen tid så kom svaret. Hun havde åbenbart holdt meget øje med sin telefon.

”Nu skal du høre Anders. Det er sådan, at nogen har ringet til politiet og sagt, at de blev forfulgt, og at de var på Hammershus. De fandt spor af et lig, der var blevet slæbt igennem græsset.”

”Shit” sagde jeg.

Simon spurgte, hvad der var galt. Og jeg forklarede ham om fyren, jeg havde set på Hammershus. Hans svar var selvfølgelig, at det var ham manden ved navn John. Og jeg ved ikke, hvad det var. Om det var chokket over, at en var blevet dræbt, og at jeg kunne havde reddet ham, eller om det var noget andet. Men denne gang troede jeg faktisk på ham. ”Ok, vi må have en plan, Simon.”

Simon smilede skævt til mig. Og jeg smilede igen...

 

Jeg kunne høre døren lukke inde fra min mors værelse, og jeg sprang op af sengen. YES, mit vindue stod stadig på klem. Jeg puttede hurtigt min lup ned i min venstre lomme. Jeg listede hen og løftede den lille rustne krog og hoppede ud ad vinduet. Det var meget heldigt, at mit værelse lå tæt ved jorden.

Jeg lå i et par sekunder. Den kolde aftenbrise blæste mod mit ansigt. Da jeg begyndte at løbe, og da jeg nåede torvet, stod han der allerede.

Det var koldt, og jeg skulle måske have taget en jakke med, men det var simpelthen for risikabelt at gå hele vejen ned ad gangen derhjemme.

Bussen kom cirka 3 min., efter at jeg var kommet. Vi tog hele bus turen igen. Denne gang føltes det virkelig som en halv time, og det var en lang en af slagsen.

Vi var begge trætte, og vi vidste, at det ville blive en lang nat. Turen op til borgen virkede også længere. Vi måtte flere gange stoppe op og høre, om der kom nogen. Der kom ikke nogen, og vores plan var kort sagt elendig. Vores teori var jo, at ham i hætten var blevet dræbt. Vi ville finde ud af, hvem der havde gjort det.

Det var jo nemt nok. Vent til personen dukker op ser, hvem det er ... og siger det til politiet.

Nu var problemet bare, at vi fulgte Simons plan. Simon havde en eller anden syg ide om, at han tog dem og puttede dem ned i den såkaldte krybekælder. Her skulle han åbenbart putte dem ind i en maskine, som via murene i Hammershus blev til de kræfter, som de havde, da de døde. Kræfter, der så blev overført til ham. Så vi skulle skygge ham hele vejen derned og så ødeligge maskinen.

Så vi satte os ned i hjørnet og ventede. Og ventede. Og ...

”VENT!” sagde Simon.

Han pegede ud i mørket. I starten kunne jeg ikke se noget. Men så så jeg noget, der var lidt mørkere end alt det andet.

Simon hviskede, at det var ham.

Vi gav os til at liste efter ham. Græsset var dugget, og jeg kunne mærke det om mine bare tær. Jeg havde jo heller ikke nået at tage sko på.

Med et vendte manden sig om. Jeg kunne ikke se, hvem det var for mørket, men jeg var ret så sikker på, at han så os. Men på en eller anden måde vendte han sig bare om og gik videre.

Vi sneg os efter ham. Bag træstumper og gamle murbrokker. Indtil han gik ind i et lukket rum.

Det var skideskakten. Jeg kiggede på Simon. Han gengældte det samme spørgende blik.

Skideskakten var et lukket rum. Var det en fælde?

Vi tog mod til os og gik der ind. Men da vi kom ind, var der intet. Kun en dyb rungende latter.

Jeg kiggede op. Der stod han. Han var åbenbart kravlet op ad skakten og stod nu og kastede et gitter ned. På mindre end 2 sekunder løb jeg ud af indgangen igen. Og rev Simon med. Da vi lige var nået ud, faldt gitteret ned over udgangen.

Jeg løb. Med Simon lige i hælene. Vi standsede først, da vi var noget helt om bag bag muren, da det hele gik op for mig. Jeg trykkede min krop op mod muren. Den halv røde farve smittede af på min T-shirt, og jeg svedte søer. Jeg tror aldrig i mit liv, at jeg havde løbet så stærkt. Jeg vidste ikke præcist, hvem han var, eller hvordan han gjorde det. Men ... Hvis han opdagede mig nu, ville jeg blive lige som alle de andre, han havde dræbt. Og så kunne jeg jo ikke redde resten af dem.

Da gik det op for mig, at alt vi havde set her oppe, var spor. Det hele! De var over alt. Jeg havde bare ikke lagt mærk dem.

Og Simons teori var rigtig. En person havde i 17-hundred-tallet fundet ud af, hvordan man holdt sig i live. Han havde fundet alteret, hvor man skulle lægge et dødt menneske. De år, som mennesket havde tilbage, havde murene i Hammershus så nærmest suget til sig og overført til ham. Men det opdagede borgerne, og de begyndte derfor at tage murstenene fra borgen, så den ikke kunne overføre livstiden til ham.

Men lige som det var godt i gang, blev borgen fredet, og de måtte ikke tage flere sten. De måtte finde en måde at dække over det, og de sagde, at det bare var til at bygge huse.

Men morderen havde stadig lige kræfter til at holde sig i live.

300 år senere begyndte man at genopbygge Hammershus. Men hvorfor ville nogen gøre det?

Navnet på ham, der stod for genopbygningen, hed John. Lige som ham i 17-hundrede-tallet. Eller rettere sagt. Han var præcis den samme. Og vi havde læst om det i skolen, jeg havde set et billede af ham, og jeg vidste, hvem det var.

Det var ham manden, der havde gået ned mod os, da vi havde fundet den lille lap papir i skiltet. Han havde sagt, at han hed John. Jeg satte Simon ind i situationen, han kiggede på mig på en ”Hvad sagde jeg”- måde.

Nu manglede vi bare at finde alteret og ødelægge det. Men ingen havde kunnet finde det i 300 år kunne vi jo nok heller ikke nu.

Jeg stak forvirret min hånd ned i min højre lomme og fik fat i den lille lap papir, vi havde fundet tidligere på dagen.

Bag på den stod der med store bogstaver: ”SMED”.

Der gik lidt tid, så spurtede Simon af sted. Og jeg spurtede efter ham.

Hvorfor var han på vej mod det, som en gang havde været en smedie på Hammershus?

Nå, ja, på sedlen havde der jo stået smed.

Vi var der snart, og Simon vidste jo præcis, hvordan man skjulte krybegange. Han trak i en mursten og vi faldt. Lige ned i en bunke med blade.

Jeg kunne se noget forude, jeg regnede med, at Simon var bag mig, da jeg kravlede igennem den våde og snævre gang.

Da jeg så alteret. Det lå i en bunke i et lidt dybere hul. Rundt om lå der en form for stof. Og en lille lysstråle kom ned fra loftet. Solen var stået op.

Simon prøvede desperat at flå stoffet i stykker. Men han kunne ikke. Han gav op.

Jeg kunne nu høre nogen i krybegangene.

”SHIT, han kommer!” sagde jeg. Jeg stak hånden i lommen og fandt min lup. YES!!! Jeg holdt den op imod lyset. Solens stråler ramte den og røg ned på stoffet. Det begyndte at ryge. Jeg kunne høre John beklage sig på sin vej her hen.

Det røg mere. Jeg kunne se Johns hoved komme ind ad gangen. Han fik ud af ingenting brændemærker i hovedet. Han skreg nu. Hans hoved gik i flammer. Jeg kiggede ned på stoffet. Det var brændt midt over. Jeg kiggede tilbage på John, og han lå nu helt død midt i krybekælderen. Jeg sukkede lettet også over på Simon. Han var også helt lettet.

Jeg lå i min seng igen. Missede med øjnene og kiggede op i min mors ansigt.

”God morgen skat, har du sovet godt? ” sagde hun.

”Faktisk føler jeg mig en smule træt,” svarede jeg.